Skip to main content
4. marts 2025

Gallerie Rasmus fejrer 35 år på kunstscenen

Fra en kælder i Næsby til en central rolle på kunstscenen i Odense: Gallerie Rasmus fejrer 35 år og markerer det med en reception den 9. marts.

Af: Andreas Hjort | Foto: Gallerie Rasmus

Søndag den 9. marts fejrer Gallerie Rasmus sit 35-års jubilæum med en reception i galleriets lokaler på Ny Vestergade 9 i Odense fra kl. 14 til 16.

Begivenheden markerer over tre årtier på kunstscenen, hvor galleriet har bidraget med en række udstillinger og gallerier på tværs af Danmark.

Fra kældergalleri til central rolle på kunstscenen

Peter Rasmus Lind startede som kunsthandler fra sin hjemmekælder i Næsby i 1989, hvor han lavede en række mindre kunstudstillinger. Da det daværende Look Like Art i Ny Vestergade, som Rasmus ofte besøgte, skulle lukke, fik han muligheden for at overtage lokalerne, og den 23. marts 1990 slog Gallerie Rasmus dørene op.

Siden da har galleriet haft flere afdelinger i København, Kolding, Tønder og Skagen. I 2023 åbnede en ny filial i Bogense, og i dag er hovedsædet stadig i Odense.

Galleriet har de sidste 35 år været et samlingspunkt for kunstinteresserede og fortsætter den dag i dag med at bidrage til den danske kunstscene.

Fejringen den 9. marts er en oplagt mulighed for at opleve eller genopleve galleriets atmosfære og måske opdage en ny kunstner eller to. Alle er velkomne til at kigge forbi.