Skip to main content
24. april 2025

Grønt gearskifte på Fyn: Flere vælger elvarebiler

Antallet af elvarebiler er steget markant på Fyn det seneste år – erhvervsorganisationen TEKNIQ roser det grønne valg, men advarer mod stopklodser.

Af: TEKNIQ | Foto: Canva
Pressemeddelelse

Der er strøm i udviklingen blandt de fynske virksomheder, hvor en stigende andel nu sætter sig bag rattet i en elvarebil, når de kører ud til dagens opgaver. Antallet af elvarebiler blandt de fynske virksomheder er steget med 61 procent det seneste år. Den udvikling glæder erhvervsorganisationen TEKNIQ, der organiserer virksomhederne i det tekniske erhvervsliv.

Vi er rigtig glade for, at den grønne bilpark er ved at komme op i gear på Fyn, og at der flere i erhvervslivet, der skifter til elvarebiler. Det er et konkret og synligt bidrag til den grønne omstilling og et signal om, at branchen tager ansvar, siger Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i TEKNIQ.

Antallet af elvarebiler er siden marts 2024 steget med 61 procent på Fyn. De største stigninger er i Kerteminde, Faaborg-Midtfyn og Nyborg kommune. På landsplan er antallet af elvarebiler steget med 68 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Stopklodserne skal væk
Selvom udviklingen er positiv, advarer TEKNIQ mod at tro, at omstillingen sker af sig selv. Virksomhederne møder stadig konkrete barrierer:

Vi oplever desværre, at rammevilkårene halter bagefter. Der kan for eksempel være en udfordring med utilstrækkelig ladeinfrastruktur – især uden for de større byer eller på øerne. Og usikkerhed om fremtidige afgifter kan få virksomheder til at tøve. Hvis vi skal holde tempoet i omstillingen, kræver det politisk handling og stabile rammer, siger Nicolai Siegumfeldt.

Der er fra politisk side lagt op til, at afgiften på elvarebiler stiger med 8 procentpoint hvert år fra 2026 frem mod 2030, ligesom bundfradraget også justeres.

Grøn omstilling til hele landet
TEKNIQ understreger, at hvis den grønne omstilling skal lykkes på tværs af hele landet, er det nødvendigt, at Fyn får samme muligheder som de største byområder.

Den grønne omstilling må ikke blive en storbyløsning. Vi skal sikre, at også små og mellemstore virksomheder på Fyn kan være med, ellers risikerer vi at tabe momentum, mener Nicolai Siegumfeldt.