Bibliotekerne er ikke kun steder for bøger, men for nysgerrighed, kritisk tænkning og fællesskab. Skrækfest er et eksempel på, hvordan kultur kan åbne børns og unges øjne for de spørgsmål, den ny teknologi rejser - uden løftede pegefingre, siger Lars Christian Lilleholt.Festivalen henvender sig til både voksne og unge, og et af de centrale arrangementer er Lykke Møller Kristensens foredrag "Vågn op! Sådan bliver du ikke en digital zombie". Lykke Møller Kristensen er ekspert på digital kommunikation og forfatter til blandt andet bogen "Siris børn" om digitale børn og unge, og hun bruger horrorgenren som kreativ indgang til at tale med børn og unge om digitale vaner, opmærksomhed og trivsel - og om, hvornår teknologien begynder at påvirke valg, relationer og identitet.
Gyset som tryg ramme
Ifølge festivalleder Niels Mark fra Odense Bibliotekerne handler det om at give børn og unge et sprog for de forandringer, de allerede mærker. Årets tema handler om at tage børns digitale liv alvorligt - uden at skabe frygt. Målet er at åbne for samtaler om den digitale fremtid i lyset af både nutidens teknologiske bekymringer og klassiske skrækscenarier fra Frankenstein, 1984, The Handmaid's Tale, Black Mirror og The Hunger Games.Vi bruger gyset som en tryg ramme til at tale om noget, mange allerede mærker - men sjældent får ord for. Horror handler om samtidens bekymringer, og lige nu fylder den digitale udvikling meget i både børns og voksnes liv, konstaterer Niels Mark.Skrækfest har siden 2018 været et lokalt forankret og gratis kulturfællesskab i Odense. Festivalen er udviklet af Odense Bibliotekerne i samarbejde med en række lokale og nationale kulturaktører. Sidste år satte Skrækfest rekord med mere end 2.000 gæster fra hele landet, og programmet byder på foredrag, biograffilm i samarbejde med OFFspring Festivalen, metalkoncerter, horrorlabyrinter, VR-oplevelser samt trylle-, tegne- og skriveworkshops for børn og unge. Hvert år bruger festivalen horrorgenren som et trygt og engagerende rum for refleksion over aktuelle samfundstemaer. Skrækfest kan opleves i Odense fra 26. til 28. februar. Programmet kan ses på Odense Bibliotekernes hjemmeside og på skrækfest.dk.
