06. januar 2025

|

Pressemeddelelse

Hattrick-Axelsen vinder Årets Sportsnavn for tredje gang

H.M. Kongen kunne til weekendens ’SPORT 2024’ offentliggøre, at Viktor Axelsen er Årets Sportsnavn 2024. Det er første gang i historien, at en individuel atlet vinder prisen tre gange.

Hattrick-Axelsen vinder Årets Sportsnavn for tredje gang
Af: Danmarks Idrætsforbund | Foto: Lars Møller

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Han har vundet stort set alt, hvad der er værd at vinde, og i 2024 blev Viktor Axelsen historisk ved at vinde sin tredje OL-medalje på stribe, hvoraf de to seneste er af guld. OL-guldet fra Paris-legene 2024 er den primære årsag til, at Viktor Axelsen - på sin 31-års fødselsdag - kunne lade sig hylde på scenen i Jyske Bank Boxen som DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2024.
Historisk vinder
Til store klapsalver fra tusindvis af tilskuere i hallen og foran rullende DR-kameraer løftede H.M. Kongen sløret for, at badmintonspilleren fra Odense igen vandt titlen som Årets Sportsnavn. Det er tredje gang i karrieren, at Viktor Axelsen vinder titlen, hvilket er rekord, for det har ingen individuelle atleter præsteret tidligere (kvindelandsholdet i håndbold har også vundet prisen tre gange).
Der findes nærmest ikke superlativer nok til at beskrive Viktor Axelsen som sportsmand. Han er en kæmpe vinder, og alt i hans liv handler om at optimere spillet på banen. Den dedikation har bragt ham langt – også i 2024 – hvor han til OL udspillede sine konkurrenter på vejen mod sin tredje OL-medalje på stribe. Udover at være den bedste på banen, så er Viktor Axelsen også en kæmpe rollemodel, der inspirerer voksne og børn både på og uden for stregerne, siger Hans Natorp, der er formand for DIF og med i dommerkomitéen til Årets Sportsnavn 2024.
Et succesfyldt år
Til OL i Paris sejrede den dengang 30-årige fynbo overlegent i alle kampe og tabte ikke et eneste sæt på vejen mod guldet. Finalen vandt han 21-11, 21-11 over den thailandske verdensmester Kunlavut Vitidsarn. Med denne magtpræstation skrev han sig ind i historien som den første danske badmintonspiller til at vinde OL-guld to gange – og den kun anden spiller i historien til at vinde OL-guld i herresingle to gange i træk. Axelsen har trods skadesproblemer i løbet af 2024 - også kort før OL – vist flere flotte resultater i løbet af året med blandt andet store sejre i Malaysia og Hong Kong. Titlen som DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn er ikke den første pris, som Viktor Axelsen vinder i år. I december stemte hans internationale badminton-kolleger ham ind som årets mandlige badmintonspiller i verden. Om Årets Sportsnavn Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. I 2024 udpegede DIF og Team Danmark først 15 nominerede og skar senere feltet ned til herrelandsholdet i håndbold, sejleren Anne-Marie Rindom og Viktor Axelsen, der alle nåede i finalen. Det er dommerkomitéen, som afgjorde, at Viktor Axelsen skulle vinde prisen som DIF og Team Danmark Årets Sportsnavn 2024. Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen. De 15 nominerede Emma Lund, paracykling, PL-guld og PL-bronze, VM-guld og -sølv Jonas Vingegaard, landevejscykling, samlet to’er i Tour de France, samlet vinder af Gran Camiño, Tirreno-Adriatico og Polen Rundt Håndboldlandsholdet, kvinder, OL-bronze Rasmus Højgaard, golf, vinder af World Tour Irish Open Edi Hrnic, taekwondo, OL-bronze Viktor Axelsen, badminton Turpal Bisultanov, brydning Julie Norman Leth og Amalie Dideriksen, banecykling Alexander Hillhouse, parasvømning Anne-Marie Rindom, sejlsport Daniel Wagner, paraatletik Niklas Larsen og Michael Mørkøv, banecykling Håndboldlandsholdet, mænd Emma Aastrand Jørgensen, kajak Dressurholdet, ridning
Event Information