Skip to main content
12. september 2023

HCA Airport tilføjer ny charterdestination i sommeren 2024

Fynboerne får til næste sommer mulighed for at flyve direkte til Kreta. Apollo Rejser vil således tilbyde direkte afgange til den græske ferieø i skolernes sommerferie 2024.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA HCA AIRPORT

Fynboerne får til næste sommer mulighed for at flyve direkte til Kreta. Apollo Rejser vil således tilbyde direkte afgange til den græske ferieø i skolernes sommerferie 2024.

Mange danskere måtte kigge langt efter tørvejr, sol og sommertemperaturer i årets sommerferie. Men nu kan rejseglade fynboer i det mindste varme sig ved tanken om, at det til næste sommer bliver muligt at flyve direkte til en af danskernes favoritdestinationer, Kreta, med Apollo Rejser.

Programmet vil omfatte hoteller og lejligheder i de to populære ferieområder Chania og Rethymnon, og første afgang bliver torsdag den 27. juni.

Det er dejligt, at vi i samarbejde med Apollo Rejser kan tilbyde endnu en attraktiv charterdestination. Vi oplever en stor efterspørgsel på flere charterafgange, og den efterspørgsel vil vi naturligvis gerne imødekomme, siger Hans Okholm Vejrup, direktør i HCA Airport.

Attraktiv danskerdestination

Foruden det azurblå hav, der skyller op på nogle af Grækenlands bedste strande, er Kreta også kendt for sine hvide bjerge og flere ruiner fra oldtidens Grækenland, hvor øen havde en vis kulturel status – bl.a. som fødested for gudernes konge, Zeus. Alt sammen noget, som har gjort Kreta til et yndet rejsemål for danske turister i årtier.

Apollo Rejsers hotelprogram på Kreta næste sommer dækker både Øst- og Vestkreta – det vil sige i mod vest i området fra Chania til Platanias og mod øst i området omkring Rethymnon.

Vi stræber hele tiden efter at udvide vores tilbud til at omfatte hele Danmark, og vi er glade for endelig at kunne tilbyde en direkte rute fra Hans Christian Andersen Airport til en af sommerens absolut mest populære destinationer. Kreta har virkelig noget for enhver smag – uanset om man rejser med eller uden børn, vil fylde sin ferie med motion, opleve noget uberørt eller forkæle sig selv med lidt luksus. Vi glæder os til at hjælpe fynboerne med at opdage Grækenlands fineste ø, siger Glenn Bisgaard, landechef for Apollo Danmark.

Stor interesse fra fynboerne

I år har både Spies og Gislev Rejser haft direkte afgange fra HCA Airport til destinationer som Mallorca og Italien.

Vi hører fra rejseselskaberne, at der er stor interesse for at flyve fra HCA Airport, så derfor er det naturligvis også vigtigt, at vi i samarbejde med rejseselskaberne kan tilbyde et så bredt spænd af rejser som muligt, siger Hans Okholm Vejrup.

Rejserne til Kreta er allerede nu til salg på Apollo Rejsers hjemmeside.