28. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

HCA Events og OGF går sammen om at udvikle Eventyrløbet

HCA Events og Odense Gymnastikforening (OGF) indleder et nyt samarbejde for at udvikle Eventyrløbet.

HCA Events og OGF går sammen om at udvikle Eventyrløbet
Af: OGF og HCA Marathon | Foto: LokalNyt Odense

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Samarbejdet skal samle kræfterne bag en af Odenses største motionsbegivenheder og skabe grundlag for at udvikle løbet i de kommende år.

Eventyrløbet har gennem årene samlet tusindvis af fynboer om motion, fællesskab og gode oplevelser. Nu går OGF og HCA Events sammen om at bygge videre på de stolte traditioner og skabe ny udvikling i det populære motionsløb.

HCA Events står i forvejen bag blandt andet HCA Marathon, Odense City Half og en række andre motionsarrangementer. Med det nye samarbejde bliver organisationens erfaring med planlægning, afvikling og udvikling af store løb også bragt i spil omkring Eventyrløbet.

Vi har gennem en årrække opbygget en organisation med stor erfaring i at skabe motionsarrangementer. Den erfaring vil vi gerne bruge til mere end vores egne løb. Eventyrløbet har en helt særlig plads i Odense, og vi ser nogle spændende muligheder i at være med til at videreudvikle løbet, siger Erik J. Mogensen, direktør for HCA Events.

Bygge videre og udvikle løbet

Samarbejdet skal bygge videre på traditionerne og samtidig udvikle arrangementets indhold, tiltrække flere deltagere og styrke samarbejdet med erhvervslivet.

HCA Events får blandt andet ansvaret for projektledelsen af Eventyrløbet, mens OGF fortsat står for den praktiske afvikling med hjælp fra foreningens mange frivillige.

Det er vigtigt for os, at arrangementet bevarer sin identitet og stærke forankring i foreningslivet. Netop kombinationen af frivilligt engagement og professionel eventledelse rummer nogle store muligheder. Vi kan hver især noget, som den anden kan få glæde af, siger Helle Thestrup, formand for OGF.

I sidste ende handler det om at skabe nogle endnu bedre oplevelser for deltagerne. Hvis vi samtidig kan bruge vores ressourcer mere effektivt og skabe et stærkere økonomisk grundlag for arrangementet og foreningslivet, så har vi opnået noget væsentligt, siger Erik J. Mogensen.

Samarbejdet træder i kraft med planlægningen af Eventyrløbet 2027.

Nøgleord
Sport
Event Information