Digital kommunikationsmedarbejder

Kunstmuseum Brandts søger en digital kommunikationsmedarbejder. Har du flair for website, SoMe og marketing, og vil du stå i spidsen for museets online tilstedeværelse?

Digital kommunikationsmedarbejder

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Kunstmuseum Brandts S/I søger en erfaren projektleder til museets digitale platforme i kommunikationsafdelingen.

Stillingen indebærer, at den nye medarbejder kommer til at stå i spidsen for museets online aktiviteter, udtryk og indhold samt kampagner og kunderejse. Den rette kandidat bør have et veludbygget digitalt, analogt og vidensbaseret erfaringsgrundlag at trække på og besidde kommunikativ faglighed, skriftlighed samt et talent for at kommunikere med stor æstetisk bevidsthed.

Om Kunstmuseum Brandts

Kunstmuseum Brandts i Odense er et af landets centrale kunstmuseer med knap 60 ansatte. Museet har årligt mere end 140.000 gæster, som besøger udstillingerne, kunstcaféen og kunstshoppen.

Museet er i en rivende udvikling med stærkt stigende publikumstal og øgede egenindtægter. Museets profil tegnes af et mangfoldigt udstillingsprogram med internationale verdensstjerner, historiske særudstillinger, fotografi og samtidskunst samt af kunstsamlingen på 17.000 værker.

Museet producerer seks nye udstillinger årligt og en lang række aktiviteter, herunder undervisning, billedskole, foredrag og koncerter. Museet er et samtidsengageret kunstmuseum med internationalt udsyn, som beriger og inspirerer gennem kunst.

Museets arkitektur består af en transformeret klædefabrik. De smukke gamle bygninger giver atmosfære og en ekstra dimension til museumsbesøget.

Om den ideelle kandidat

Kunstmuseum Brandts S/I søger en kandidat, som har analytisk sans og kommunikativ handlekraft, og som kan øge antallet af besøgende med fokus på den samlede brugeroplevelse.

Det forventes, at kandidaten har et digitalt DNA og besidder stor teknisk forståelse, kyndighed og knowhow. Samtidig har kandidaten et stort planlægningsbehov og kan styre årshjulets mange leverancer og langsigtede kampagnebookinger med struktur og sikker hånd.

Overordnet trives kandidaten med at arbejde helhedsorienteret med markedsføring og kommunikation og evner at sikre design- og indholdsmæssig sammenhæng på tværs af museets mange kommunikationsplatforme. Der lægges vægt på, at kandidaten er kvalitetsbevidst, tålmodig og grundig i den daglige eksekvering med blik for alt fra den gode forretning til kontrakter, kreditering og copyrights.

Kvalifikationer

  • Relevant videregående uddannelse.
  • Erfaring fra lignende stillinger (gerne i kunst- og kulturbranchen) og et stort kendskab til markedsføring både analogt og digitalt, herunder erfaring med udformning af annoncer og lignende formater i samarbejde med museets grafiker.
  • Kendskab til Meta Business Suite, WordPress og medieplanlægningsværktøjer.
  • Fokus på konvertering fra markedsføringsindsats til gæster på museet og øget salg.
  • Solide skriveevner, æstetisk sans og målgruppebevidsthed.
  • Indgående erfaring med redigering, planlægning og produktion af indhold til flere medieplatforme samt et skarpt blik for at implementere omni-channel strategier, der sikrer øget opmærksomhed på museets udstillinger og oplevelsesmuligheder.
  • God til at eksekvere til deadline, opsøge nye muligheder og samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere.
  • Kendskab til online marketing, hvor platforme anvendes til brandudvikling og effektiv målgruppeengagement, herunder gerne erfaring med Google Ads, Google Analytics og e-mailmarketing samt konverteringer på website og webshop.
  • Kendskab til videoproduktion og redigering er en fordel.
  • Gerne erfaring med dataindsamling og analyse til optimering af forretningsstrategi, styrkelse af branding og levering af målbare resultater.

Arbejdsopgaver

  • Ansvar for at udvikle og drifte museets hjemmeside med afsæt i museets overordnede mål.
  • Tilrettelæggelse og eksekvering af museets SoMe-kampagner og digitale markedsføring i samarbejde med den presseansvarlige.
  • Ansvar for mediebooking og planlægning.
  • Tilrettelæggelse, eksekvering og målopfølgning af museets markedsføringsplaner.
  • Medvirken til udvikling af museets markedsføringsstrategi.
  • Medvirken til effektiv prioritering af budget og løbende opfølgning.
  • Varetagelse og indsamling af data fra diverse platforme, herunder brugerundersøgelser.

Hvad Kunstmuseum Brandts S/I tilbyder

  • Et stærkt kollegialt fællesskab med høj faglighed, indflydelse og fleksibilitet.
  • Kommunikation er et kerneområde for Kunstmuseum Brandts S/I. Den nye medarbejder bliver en del af et team på syv personer, der arbejder med alt fra presse, kampagner, markedsføring, hjemmeside, sociale medier, grafik, sponsorater, fundraising og events, alt sammen i tæt samarbejde med de kunstfaglige kolleger.
  • En stilling med mulighed for at præge og udvikle museets kommunikation og markedsføring.
  • Betalt frokostpause og rabat i café og butik samt adgang til museets udstillinger og arrangementer.

Løn- og ansættelsesforhold

Stillingen er en fuldtidsstilling og refererer til museets publikums- og marketingchef. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst mellem KL og DM.

Ansøgningsfristen er den 11. november kl. 10.00. Samtaler afholdes i uge 47 og 48 med forventet tiltrædelse den 1. januar 2027. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til publikums- og marketingchef Rikke Dybkjær på rikke.dybkjaer@brandts.dk eller telefon 27 53 70 25.

Læs mere om Kunstmuseum Brandts på www.brandts.dk.

Oplysninger

Calendar Icon
Ansøgningsfrist 11.11.2026
Calendar Icon
Ansættelsesdato 1.1.2027
Clock Icon
Arbejdstid Fuldtid
Calendar Icon
Virksomhedens navn Kunstmuseum Brandts S/I
Location Icon
Adresse Amfipladsen 7, 5000, Odense C
Calendar Icon
Kontaktperson Rikke Dybkjær
Email Icon
Email rikke.dybkjaer@brandts.dk
phone Icon
Telefon 27 53 70 25

Du finder virksomheden her

Amfipladsen 7, 5000, Odense C

Se større kort