Folkeuniversitetet i Odense, Esbjerg og Kolding står over for planlægningen af efterårsprogrammet 2027 på tværs af en bred vifte af fagområder. I den forbindelse søger Folkeuniversitetet i Odense to universitetspraktikanter, der har lyst til at arbejde med programtilrettelæggende opgaver i praksis.
Praktikanterne vil blive en del af virksomhedens planlægningsarbejde og indgå i tæt samspil med virksomhedens fagredaktører. De vil få indblik i processen fra de første idéer til det færdige program.
Opgaverne vil (i samarbejde med fagredaktører) omfatte:
- Planlægning af efterårsprogrammet 2027 i Odense, Esbjerg og Kolding
- Videreudvikling og tilpasning af eksisterende hold – herunder forløb, der tidligere har været udbudt, eller som er udviklet af andre folkeuniversiteter
- Vurdering af relevans, aktualitet og målgruppe i forbindelse med genudbud
- Kontakt til forskere
- Sparring med fagredaktører om temaer, aktuelle dagsordener og relevante forskere
- I mindre grad: Tekstbearbejdning og formulering af programbeskrivelser
- I mindre grad: Assistere med opslag til sociale medier
Praktikanterne skal være gode til at planlægge, skabe struktur og have lyst til at arbejde selvstændigt og seriøst med konkrete opgaver – samtidig med at de indgår i et tæt samarbejde med kolleger. De skal have en bred faglig nysgerrighed og interesse for den administrative del af forskningsformidling/kulturformidling. De behøver ikke at være fagnørder – men må gerne have interesse for, hvad der kan interessere den brede befolkning inden for forskningen/den akademiske verden.
Praktikforløbet giver en unik mulighed for at få indblik i, hvordan et folkeoplysende program bliver til – og for at sætte deres præg på et helt semesters udbud på tværs af tre byer.
Praktisk:
Folkeuniversitetet har kontor i Odense Adelige Jomfrukloster, Albani Torv 6, 5000 Odense C.
Folkeuniversitetet i Odense tilbyder en fleksibel hverdag, hvor praktikanten selv kan være med til at præge opgaver og tilrettelægge sin arbejdstid samt et godt og trygt arbejdsmiljø.
Timetal er fleksibelt og kan tilpasses kravene fra studiet.
Praktikken er ulønnet.
Praktikperiode: Vinter/forår/sommer 2027 – fleksibel opstart.
Ansøgningsfrist: 1. december 2026
Interesserede kan kontakte sekretariatsleder Annette Hansen for en snak om mulige opgaver på telefon 20 89 66 12. Sekretariatsleder Annette Hansen træffes bedst mellem kl. 8.30 og 15.30.