Sahra søger hjælper til længerevarende vagter i Odense N

Bliv en del af Sahras hverdag i Odense N og yde støtte til en ung kvinde med cerebral parese. Søger du et meningsfuldt job med længerevarende vagter?

Sahra søger hjælper til længerevarende vagter i Odense N

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

En 25-årig kvinde søger hjælper til længerevarende vagter i Odense N. Sahra er en ung og frisk kvinde med cerebral parese, der sidder i elkørestol. Sahra skal have hjælp til alt det praktiske, såsom personlig pleje, af- og påklædning, toiletbesøg, bad, måltider/madlavning, rengøring, medicin og generel støtte i hverdagen. Der vil være en del forflytninger, men Sahra har gode hjælpemidler, god ståfunktion og god funktion i den ene arm.

Sahra kan godt lide at være aktiv, såsom gåture i naturen, fysioterapi og anden træning, ridning og især svømning. Sahra er førtidspensionist og bruger derfor ikke tid på uddannelse eller arbejde. Sahra har desuden ADHD, hvilket fylder en del i forhold til hendes generelle trivsel og reaktioner i forskellige situationer. Den kommende hjælper skal derfor kunne rumme dette aspekt af Sahras personlighed.

Udover fysisk træning kan Sahra også godt lide rolige aktiviteter, såsom at se film og serier, slappe af i solen og snakke om stort og småt. Sahra kan godt lide at tage på tur i sin bil (med høj musik), for eksempel til strandture og shopping.

Sahra skal også have hjælp til træning hos fysioterapeut og lægebesøg. Oftest er Sahra glad, positiv og fuld af energi, men Sahra har også sine mindre gode dage, hvor Sahra har brug for ekstra empati, omsorg og forståelse. Den kommende hjælper vil opleve Sahra i både frustration og optimisme, vrede og glæde, opture og nedture. Det er derfor vigtigt, at hjælperen kan håndtere disse facetter af Sahras personlighed i arbejdssituationer, så Sahra kan være sig selv i sit eget hjem.

Det er meget vigtigt for Sahra, at der er god kemi mellem hende og hjælperen, men at de samtidig bevarer et professionelt arbejdsforhold. Sahra værdsætter en humoristisk tilgang til tingene, men uden at det går på kompromis med eller erstatter fagligheden.

I sit hjem kan Sahra godt lide en meget uformel omgangstone, og Sahra har ikke meget filter på, når hun kommunikerer. Sahra er i virkeligheden nok lidt en ”drengepige”. Det er vigtigt for Sahra, at både hun og hjælperen bruger humor i deres kommunikation og samarbejde.

Sahra går op i, at hendes hjem ser rent og pænt ud, og ser gerne, at hjælperen selv kan tage initiativ til rengøring og andre praktiske gøremål i hjemmet. Desuden forventer Sahra, at hjælperen er erfaren i alsidig madlavning og kan begå sig i et køkken.

Sahra er selv et ordensmenneske, der har godt styr på sine ting. Det er vigtigt, at hjælperen går mindst lige så meget op i at have godt styr på tingene, da Sahra ikke vil gå ned på hverken renlighed, personlig hygiejne, medicin og lignende. Hjælperen skal derfor have et godt overblik samt kunne arbejde struktureret og effektivt.

KRAV TIL HJÆLPEREN:
  • Alder 24-40 år (ufravigeligt).

  • Hjælperen skal have kørekort B (ufravigeligt) og være en stabil, erfaren og sikker bilist, der er tryg ved manuelt gear. Erfaring med handicapbus er ikke et krav.

  • Hjælperen skal kunne lide at være aktiv og have god energi.

  • Hjælperen skal have en udadvendt personlighed, humor og en positiv tilgang til tingene.

  • Det forventes, at hjælperen er fleksibel i forhold til vagter og hverdagens struktur.

  • Hjælperen skal være engageret og initiativrig. Hjælperen må gerne byde ind med forslag til aktiviteter eller gøremål for dagen.

  • Hjælperen skal være opmærksom på egen hygiejne, da der vil være meget tæt kontakt med Sahra.

  • Hjælperen skal være selvkørende, tænke selvstændigt og kunne se forefaldende arbejde.

  • Hjælperen må gerne være guidende og støttende, men ikke opdragende.

  • Hjælperen skal have erfaring med alsidig madlavning, da Sahra sætter pris på et veltilberedt og nærende hjemmelavet måltid.

  • Det er vigtigt, at hjælperen har evnen til at kunne sætte sit tempo efter Sahras tempo og behov, da Sahra ofte bliver udtrættet på grund af sin hjerneskade. Her skal hjælperen være særligt opmærksom på Sahras behov, så Sahra kan spare på sin egen energi.

  • Hjælperen skal kunne tage imod konstruktiv kritik. Sahra bestræber sig som leder på at være ærlig over for sine hjælpere og forventer derfor også ærlighed fra dem. På den måde er der størst potentiale for at skabe det optimale samarbejde med gensidig respekt.

  • Kommunikation og sparring er en stor og vigtig del for Sahra, og derfor har Sahra ofte brug for, at hendes tanker, følelser og meninger bliver talt godt igennem. Hjælperen skal også kunne være i stilhed, hvis Sahra har brug for en pause.

Vagterne ligger både i hverdage og weekender samt helligdage, men tilpasses i høj grad, hvornår hjælperen kan arbejde. Sahra skal også have hjælp om natten, men hjælperen må gerne sove i mellemtiden.

Jobbet indebærer også at deltage i familiesammenkomster, også i København. Der kan ligeledes forekomme rejser (ferier) af 1-2 ugers varighed, hvis hjælperen er interesseret i det.

Sahra ønsker hverken en rengøringsdame, sygeplejerske eller anden form for fagperson, men derimod en person, som er villig til og har lysten til at lære. Det vigtigste er at have hjertet på rette sted. Jobbet er ikke ”bare” et almindeligt 8-16 job, men en gensidig og ligeværdig relation, gerne med lidt modspil – også fra hjælperen.

Ansøgningsfrist: 30. november – men Sahra ansætter løbende.

Sahra glæder sig til at høre fra den kommende hjælper.

Kontakt

Interesserede kan kontakte BPA Support på: 70 70 70 56 (mandag-torsdag 8.30 – 15.00 eller fredag 8.30-12.30) eller på job@bpasupport.dk

Er man interesseret i stillingen, skal en ansøgning, et CV og gerne et vellignende billede sendes til job@bpasupport.dk. Det er vigtigt at angive i ansøgningen, at stillingen er hos Sahra.

BPA Support ApS

BPA Support ApS administrerer BPA-ordninger i hele Danmark. Virksomheden arbejder målrettet på at sikre trygge, ærlige og værdige rammer for borgere med en BPA-ordning. Hos BPA Support ApS er arbejdslederne sikret hjælp, støtte og vejledning inden for deres BPA-ordninger.

BPA Support ApS' mange faste handicaphjælpere og vikarer udgør en uundværlig del af virksomheden. Virksomheden er utrolig glad for, at de hver eneste dag er med til at styrke virksomheden med deres hjælp. Som hjælper hos BPA Support ApS er man garanteret en spændende og alsidig hverdag.

Arbejdsopgaverne kan omfatte alt fra ledsagelse, praktisk hjælp og personlig pleje. Disse opgaver planlægges af den enkelte arbejdsleder. Lønnen som hjælper afhænger af, hvilken arbejdsleder der udføres arbejde for. BPA Support ApS følger og aflønner efter den enkelte kommunes økonomiske udmåling og bestemmelser. Alle oplysninger omkring løn vil naturligvis være tilgængelige via hjælperens profil. Alle hjælpere modtager feriepenge på 12,5% af lønnen, som indbetales til Feriekonto.

Som hjælper hos BPA Support ApS er man altid sikret en stærk samarbejdspartner. BPA Support ApS skaber sammen med hjælperen rammerne for en god arbejdsplads og et sundt arbejdsmiljø. Såfremt man ønsker at blive en del af en af Danmarks førende BPA-leverandører, kan hjælperprofilen oprettes HER.

Oplysninger

Calendar Icon
Ansøgningsfrist 30.11.2026
Clock Icon
Arbejdstid Deltid
Calendar Icon
Virksomhedens navn BPA Support ApS
Location Icon
Adresse 5270 Odense N
Calendar Icon
Kontaktperson Gitte Kjældgaard Hansen
Email Icon
Email gitte@bpasupport.dk
phone Icon
Telefon 70707056
Se stillingsopslag