Skip to main content
22. juli 2024

Find sommerens planter hos SvendborgSund PlanteSalg

Skal sommerkrukkerne friskes op? Eller skal stuen måske have nyt liv? SvendborgSund Plantesalg holder åbent hele sommeren, så du kan få fat i skønne planter til haven, terrassen eller stuen.

Af: Viktor Bork | Foto: SvenborgSund PlanteSalg

Sommerferien giver ekstra tid til at nusse om haven og terrassen, og trænger udemiljøet til lidt nyt planteliv, så finder du et stort udvalg hos dit lokale havecenter på Tåsinge, SvendborgSund PlanteSalg.

Her finder du alt fra smukke hortensiaer, der er en fryd for øjet, til pærekvæde, æblebuske og hindbærtræer, der både er dekorative og smagfulde.

Hvis sommerkrukkerne skal friskes op i haven eller stuen, så har dit lokale havecenter også et stort udvalg af årstidens planter og sommerblomster.

Åbent hele sommeren

SvendborgSund Plantesalg holder åbent hele sommeren, alle ugens dage. Du kan besøge dem i hverdagene fra kl. 10.00-17.00 eller i weekenden kl. 09.00-16.00 – og du kommer ikke til at køre forgæves.

Med deres store udvalg af haveplanter og sommerblomster har de nemlig noget til enhver smag.

Handler du hos SvendborgSund Plantesalg, støtter du desuden lokalt og sikrer, at dit nærområde beholder sine forretninger.

Du kan se et udpluk af deres aktuelle udvalg herunder eller besøge deres Facebookside, hvor de løbende slår plantenyheder op.

17. juli 2024

Mand fra Odense sigtet for bedrageri for mere end 642.000 kr.

En 33-årig mand fra Odense fremstilles torsdag den 18. juli klokken 10.00 i grundlovsforhør ved Retten i Odense sigtet for omfattende bedrageri

Af: Rikke Hansen | Foto: Kim Matthäi Leland

Fyns Politi har over en længere periode efterforsket en 33-årig mand fra Odense i en sag om bedrageri. Manden har været eftersøgt, og i morgen skal han fremstilles i grundlovsforhør.

Retten i Odense skal i morgen torsdag den 18.juli kl. 10.00 tage stilling til en sigtelse, der omhandler bedrageri. Manden er indtil videre sigtet for et omfattende bedrageri for mere end 642.000 kr.

Sigtelsen omfatter 70 forhold, hvor den 33-årige angiveligt har bedraget eller forsøgt at begå bedrageri.

Bedrageriet er sket ved, at manden har forsøgt at bedrage mennesker under påskud om privat udlejning af ferielejlighed i udlandet eller sommerhus i Danmark via FaceBook eller andre sociale medier.

16. juli 2024

Tjek at også din sygesikring er klar til OL

Mange danskere forbereder sig i disse dage til at deltage i festlighederne ved De Olympiske Lege i Paris. Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer til, at man tænker sygesikringen med i forberedelserne og orienterer sig om sin dækning med det blå EU-sygesikringskort inden afrejsen. Det kan nemlig blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke sikrer sig, at ens sygesikring er klar til rejsen.

Af: Styrelsen for Patientsikkerhed | Foto: Ritzau
PRESSEMEDDELELSE

Når OL i Paris skydes i gang i slutningen af juli, valfarter mange danskere til Frankrig for at bakke op om den danske deltagelse. I begejstringen kan det dog ske, at uheldet rammer, og det er derfor værd at sikre sig sin sygesikring inden afrejsen. Det blå EU-sygesikringskort giver nemlig kun adgang til nødvendig offentlig behandling på samme vilkår, som borgerne i det pågældende land.

I Frankrig betyder det, at man selv skal afholde udgifterne til en egenbetaling, som kan bestå af både varierede gebyrer og en procentdel af de samlede udgifter for den modtagne behandling.

Frankrig er generelt særlig, når det gælder landets offentlige sundhedsvæsen og brugen af det blå EU-sygesikringskort. Udgifterne, som man selv er pålagt, kan let løbe op. Ingen har lyst til at få en stor regning med hjem fra festlighederne, som man så selv skal betale. Vi opfordrer derfor til, at man også sørger for, at ens sygesikring er klar til rejsen til OL i Paris, siger Anne Fromholt, sektionsleder for EU-Sygesikring i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Man kan minimere risikoen for udgifter ved at tegne en privat rejseforsikring til at dække udgifter i de tilfælde, hvor det blå EU-sygesikringskort ikke kan bruges.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for at refundere udgifter til danskerne efter EU-reglerne om anvendelse af EU-sygesikringskortet under ophold i et andet land. Her oplever man jævnligt at få henvendelser fra borgere, der bliver overrasket over, at de med det blå EU-sygesikringskort selv skal afholde den egenbetaling, som findes i både Frankrig og mange af de andre medlemslande.

Ud over egenbetaling er udgifter til privat behandling eller hjemtransport i tilfælde af sygdom eller død aldrig dækket af det blå EU-sygesikringskort.

Gem altid kvitteringer og dokumentation

Frankrig skiller sig desuden ud fra de andre medlemslande ved, at man på trods af at kunne vise sit EU-sygesikringskort stadig selv skal betale direkte til lægen og tandlægen for behandling – bagefter kan man så søge refusion for udlæg hos den lokale franske sygekasse.

Det er meget vigtigt, at man spørger behandleren eller klinikken om behandlingen gives under en aftale med landets offentlige sygesikring, hvis man ønsker at få eventuelle udlæg refunderet. Samtidig skal man sikre sig at få de officielle dokumenter med sig og ved udlæg gemme kvitteringer. Det gælder både, hvis man skal søge refusion hos den lokale sygekasse i Frankrig, og hvis man i stedet vil søge refusion hjemme i Danmark efter EU-reglerne.

Man kan enten vælge selv at søge refusion eller, hvis man har tegnet en privat rejseforsikring, lade sit forsikringsselskab betale regningen og søge refusion.

Skal du feste med Kato og Tessa til årets Generator Festival? Nu er lokationen fundet

Traditionen tro inviterer Generator Festival igen i år nye og nuværende studerende til studiestartsfestival i september. Nu kan festivalen løfte sløret for, hvor gadefesten skal afholdes.

Af: Viktor Bork | Foto: Unsplash

D. 6. og 7. september inviterer studiestartsfestivalen, Generator Festival, til to dage fyldt med musik og øl, hvor prominente navne som Kato, Tessa og Faustix m.fl. lægger vejen forbi.

Men mens datoen og artisterne har været på plads længe, er det først nu, at festivalen har løftet sløret for, hvor gadefestivalen skal afholdes.

Tidligere har festivalen været afviklet midt i gågaden i Odense, men sidste år lagde VIVA-grunden ved Byens Bro på Østre Stationsvej adresse til for første gang – og i år gentages succesen, da Generator igen indtager VIVA-grunden.

Dermed kan de studerende se frem til to dage fyldt med musik og kolde øl på en festivalplads, der ligger centralt placeret tæt på tog og letbane.

Sådan undgår du at købe kopivarer på ferien

Mange danskere shopper på ferien i udlandet. Her kan billige mærkevarer være fristende, men pas på: Kopivarer kan være farlige for din og din families sikkerhed. Patent- og Varemærkestyrelsen giver fire gode råd til, hvordan du spotter og undgår kopivarer på ferien og får ægte ferieminder med hjem.

Af: Patent- og Varemærkestyrelsen | Foto: Ritzau
PRESSEMEDDELELSE

På sommerferien i udlandet frister gadesælgere ofte med gode tilbud, og på lokale markeder bugner det med indbydende varer – lige fra tøj, ure og smykker til elektronik – og til billige priser.  Men her kan der være risiko for at støde på kopivarer, og det kan være svært at spotte, om det ferieminde, du har udset dig, er ægte. Derudover kan kopivarer være både farlige og sundhedsskadelige:

Handlen med kopivarer understøtter ofte organiserede kriminelle grupper, der også kan være involveret i andre former for alvorlig kriminalitet – fx handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse og tvangsarbejde. Desuden kan der være sundheds- og sikkerhedsmæssige farer forbundet med kopivarer. Elektronik som mobilopladere kan risikere at bryde i brand og falsk legetøj, tøj og kosmetik kan indeholde sundhedsskadelige stoffer, siger sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen, Barbara Suhr-Jessen.

Sådan spotter du en kopivare

Her er fire gode råd, så du undgår at købe kopivarer på ferien:

1. Er prisen mistænkelig lav? 

Er tilbuddet for godt til at være sandt? Så er det højst sandsynligt også tilfældet. Mange af os er skeptiske, når telefonsælgere vil sælge os en ny forsikring, men hvorfor stoler vi på en gadesælger på strandpromenaden?

2. Tjek kvaliteten 

De kriminelle bagmænd er blevet dygtigere til at snyde, så det kan være svært at skelne mellem ægte og falske produkter. Et godt tip er at tjekke om kvaliteten er dårlig. Er der fx ujævne sømme i tekstiler og læder – eller lugter varen af lim, plastik eller kemikalier?

3. Undersøg emballagen 

Tjek om emballage, tekst og billeder har dårlig kvalitet, eller om der er stavefejl eller manglende produktinformation.

4. Hvor bliver varen solgt?

Er salgsstedet usædvanligt i forhold til varens image? Ligner butikken og ekspedienten en repræsentant for det pågældende mærke? Mange producenter oplyser, hvem der forhandler originalprodukterne på deres hjemmeside.

Du kan læse mere på jegvælgerægte.dk. Hjemmesiden drives af 11 myndigheder, som samarbejder tæt om at bekæmpe kopivarer.

Urmager udvider: Tiden var inde

Siden 2015 har Tom Korsgaard drevet Antik-Urmageren fra forskellige adresser i Middelfart og omegn. Nu er han i gang med at udvide sit lille værksted fra privatboligen i Røjle, så det i fremtiden kommer til at rumme en lille udstillingsbutik og lagerplads.

Af: Viktor Bork | Foto: LokalNyt Odense

I 1983 udsendte Kim Larsen ”Tik Tik”, hvor han synger om, hvordan tiden går og klokken slår.

10 år senere i 1993 blev Tom Korsgaard uddannet urmager, og siden dengang har han fået tiden til at gå og klokken til at slå i adskillige stand- og vægure fra kunder i både ind- og udland.

Siden Tom Korsgaard blev uddannet urmager i 1993, er der løbet meget vand gennem åen, men én ting, der er forblevet det samme igennem årene, er passionen for håndværket. For som han selv siger:

Jeg går ikke op i tiden, men i at lave den.

Fra København til Middelfart

Tom Korsgaards passion for restaurering af gamle ure har bragt ham vidt omkring i både Danmark og Europa, siden han startede sin lærlingetid i København i slutningen af 1980’erne.

Før kærligheden bragte ham fast til Fyn arbejdede han i en årrække i forskellige butikker i både Danmark og Færøerne, mens han sideløbende drev sit eget firma, hvor han primært beskæftigede sig med antikke ure.

Tom Korsgaard i sit rette element i det, der snart er det gamle værksted. Foto: LokalNyt Odense

I de seneste ni år har han dog udelukkende arbejdet for sig selv på fuld tid som Antik-Urmageren, der også er kendt som Korsgaard Ure:

I 2015 havde jeg i mange år gået og tænkt på at lave ure fuldtids. På daværende tidspunkt boede jeg i Aarhus, hvor jeg købte et arbejdsbord og byggede et værksted op i hjørnet af stuen – og så begyndte jeg simpelthen at lave ure, fortæller Tom Korsgaard.

I dag driver Tom Korsgaard med hjælp fra en svend firmaet fra privatadressen i Røjle, hvor det primære arbejde ligger i afhentning og restaurering af antikke ure fra private kunder i store dele af Danmark og resten af Europa.

Nu har muligheden dog budt sig for at flytte i noget større, men heldigvis for ham og resten af familien skal han ikke flytte langt væk for at få tre gange så meget plads at boltre sig på – tværtimod.

Mere plads at boltre sig på

Siden 2015 har Tom Korsgaard drevet Antik-Urmageren fra forskellige adresser i Middelfart og omegn, men de seneste par år har han haft fast værksted i sit private hjem i Røjle.

Med værkstedet er han og resten af familien dog vokset ud af lejligheden, hvis de fortsat gerne vil have mulighed for at indfri deres ønske om at have et gæsteværelse, der kan huse overnattende gæster.

Derfor tøvede Tom Korsgaard heller ikke, da muligheden bød sig for at leje en gammel staldbygning klos op ad lejligheden, hvor Nytofte VVS siden februar har været i gang med en gennemgribende renovering fra top til tå:

Det var muligheden for at rykke værkstedet derud og stadig have firmaet herhjemme. Der bliver mere plads at arbejde på og et værksted, der er til at holde ud at arbejde flere timer i, siger Tom Korsgaard.

Og det er da netop også passionen, der driver værket i forretningen, hvor Tom Korsgaard bruger de fleste af sine vågne timer, når han ellers ikke er sammen med familien eller passer sine andre hobbyer som motorcykler og sejlads.

Sine vågne arbejdstider kan han dog se frem at bruge på tre gange så meget plads, når den gamle staldbygning står færdig engang til september.

Udover et større værksted med lagerplads bliver der i den nye bygning også plads til at udstille forskellige ure.

En gammel stald med plads til udstilling

Når den gamle staldbygning står færdigrenoveret inden længe, bliver der nemlig også plads til en lille butik, hvor der i fremtiden vil blive udstillet forskellige ure.

Denne vil have åbent efter aftale, hvor man vil have mulighed for at lægge vejen forbi den gamle kostald på Røjle Bygade 88.

Hovedparten af arbejdet vil dog primært stadig dreje sig om udkørsel og restaurering, hvorfor bygningen også er designet med dette for øje.

Sans for detaljen

Det nye værksted har gennem de seneste seks måneder gennemgået en væsentlig transformation, hvor der bl.a. er blevet gjort klar til en carport og gulvvarme, da de gamle træure kræver optimale opbevaringsforhold.

Selvom der dermed er sket flere gennemgribende ændringer i den gamle staldbygning, så er det hele holdt i tråd med Tom Korsgaards håndværk og sans for detaljen.

Ligesom hans eget arbejde er bygningen nemlig holdt i overensstemmelse med originalen, hvor fokus er på det gode håndværk og historien.

De gamle staldvinduer er blevet bevaret for at holde bygningens historie i hævd. Foto: LokalNyt Odense.

Tiderne er skiftet

Efter eget udsagn er Tom Korsgaard én af de eneste personer i Danmark, der lever udelukkende af at restaurere gamle ure fra 1700- og 1800-tallet.

Kunderne har de sidste mange år primært været privatpersoner, der har ønsket af få restaureret ure med affektionsværdi, men en ny tendens er de seneste par år begyndt at vise sig i kundekredsen.

Tom Korsgaard oplever nemlig, hvordan flere unge mennesker ned til 20 år, med et øget fokus på både bæredygtighed og genbrug, ønsker at indrette deres hjem med antikke ure.

Uanset om du selv deler denne begejstring eller ønsker at få restaureret et ældre ur med affektionsværdi, kan Antik-Urmageren hjælpe dig.

Du kan læse mere på hjemmesiden, eller kontakte Tom Korsgaard på tlf.: 22 62 18 80.

15. juli 2024

Oplev sanselig håndværksmagi: Tilmeld dig efterårets filtningskursus på Brenderup Højskole

Håndarbejde er populært som aldrig før, og unge som gamle nørkler løs med alt fra strik og hækling til syning og korsstingsbroderi. Finder du også ro og glæde i håndarbejde, så er kurset i filtning på Brenderup Højskole måske noget for dig?

Af: Josefine Lilja | Foto: Unsplash

Få stimuleret sanserne og slip kreativitet løs til filtningskursus på Brenderup Højskole.

Den 13.-19. oktober kan du prøve kræfter med det ældgamle håndværk, filtning, på Brenderup Højskole.

Sjovt og alsidigt materiale

Filtning er et sanseligt håndværk, hvor du med hænderne – med hjælp fra vand og sæbe – samler løse uldfibre til et fast materiale.

Du kan forme alt fra tehætter, tasker, krukker og hjemmesko til veste, tørklæder og hynder. Der er næsten ingen grænser for, hvad der kan skabes af dette materiale.

På kurset bliver du grundigt introduceret til materialer og teknikker. Du bliver mødt af en dygtig underviser, kunsthåndværkeren Mette Østman, får adgang til et veludstyret værksted og bliver en del af et kreativt højskole-fællesskab.

Læs mere om kurset og tilmeld dig her.

Brenderup Højskole

I de skønneste omgivelser på Vestfyn ligger Brenderup Højskole. Skolen fokuserer på bæredygtig livsstil igennem byggeri, friluftsliv, keramik, re-design, havefag, kunst og det gode liv.

Højskolen har plads til 60 elever fra ind- og udland. I fællesskab med skolens engagerede lærere, er det eleverne selv, der er med til at skabe og sammensætte deres højskoleoplevelse. Både i og udenfor undervisningen.

Er du nysgerrig på, om Brenderup Højskole er noget for dig, kan du læse mere på deres hjemmeside. Her finder du bl.a. udbuddet af lange ophold og korte kurser, du kan læse om skolens faciliteter, finde priser m.m.

Pizza og vin med Sommerlund og Liwira

Kom med til en hyggelig aften med pizza og vin den 21. august. 

Af: Shagina Sinnathurai | Foto: Liwira

Onsdag den 21. august har du muligheden for at opleve en hyggelig aften med pizza og vin. Grilleksperten Henrik Sommerlund vil dele tips og tricks, mens der laves forret-, hovedret- og dessertpizzaer.

Simon Mousing vil være til stede for at guide jer gennem vinene. Sidst men ikke mindst giver Lisbeth 20% rabat på Liwira.

Tilmelding sker via Facebook eller i butikken, og betaling foretages ved tilmelding.

Hello Sales søger SoMe-assistent

Er du passioneret omkring sociale medier, har en skarp næse for trends, og elsker du at stå foran kameraet? Så er du måske Hello Sales nye SoMe-assistent!

Af: Hello Sales | Foto:

Hello Sales søger en kreativ og energisk SoMe-assistent til at styrke vores online tilstedeværelse.

Bliv en del af vores unge, dynamiske team og vær med til at skabe engagerende og inspirerende indhold.

Dine arbejdsopgaver vil inkludere:

  •  Udarbejde månedlige content planer for TikTok og Instagram
  • Finde og fortælle de gode historier i virksomheden
  • Deltage i samarbejdspartneres events og skabe spændende indhold derfra
  • Klippe, redigere og poste engagerende videoer og opslag

Vi tilbyder:

  • En fleksibel arbejdsuge på 15-20 timer med mulighed for flere timer, afhængigt af dine præstationer og vores behov
  • Et spændende og kreativt arbejdsmiljø med plads til dine initiativer
  • Mulighed for personlig og faglig udvikling
  • En energisk og støttende teamkultur, hvor vi fejrer hinandens succeser

Hvem er du?

  • Du har erfaring fra en lignende stilling og brænder for at skabe content, der skiller sig ud
  • Du er idérig og god til at spotte nye trends og tendenser
  • Du er komfortabel med at stå foran kameraet og kan levere indhold, der fanger vores målgruppe

Samtaler vil blive afholdt løbende, så send din ansøgning og dit CV til job@hellosales.dk allerede i dag.
Vi glæder os til at høre fra dig!

10. juli 2024

Nu kan du sende sovepose og regnjakke til service og reparation i Odense

Et nyt initiativ hos Friluftsland i Odense gør det nu muligt få repareret alt fra tøj, vandrestøvler og sko til soveposen eller teltet – uanset om det er købt i forretningen eller ej.

Af: Friluftsland | Foto: Friluftsland
PRESSEMEDDELELSE

Tøj og sko er de to ting i husstanden, som danskerne mest sjældent vælger at få repareret, hvis det går i stykker. Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv, hvor kun 11 procent svarer, at de vil undersøge muligheden for at få en sko repareret og 18 procent et stykke tøj. Men det skal der nu laves om på, hvis man spørger i Friluftsland i Odense, der netop har lanceret et nyt koncept, hvor man kan indlevere sit tøj, soveposen eller sko til reparation i forretningen, uanset om de er købt der eller ej.

Vi ser jo gerne, at folk bruger deres ting, til de er slidt op. Vi ønsker som udgangspunkt at tilbyde reparationsservice på et så bredt udvalg af de varegrupper vi sælger her i butikken som muligt. Det er ikke gratis, men det er jo billigere end at købe nyt – og bedre for planeten, siger Bo Suhr Willumsen, der er butiksansvarlig i Friluftsland Odense, som er indgået i et nyt samarbejde med Outdoor Service, der står for reparationerne.

Jo mere vi investerer, jo mere vil vi reparere

Ifølge undersøgelsen fra Dansk Erhverv fremgår det også, at danskerne et mere villige til at reparere deres ting selv eller få dem repareret, hvis tingene har kostet noget.

Når man har investeret lidt ekstra for at få et godt produkt af en ordentlig kvalitet, så vil man jo have det til at holde så længe som muligt. Det skal kunne betale sig at købe kvalitet, og det betaler sig at reparere på ordentlige varer, både fordi det er billigere end at købe nyt, men også bedre for planeten lyder det fra Bo Suhr Willumsen.

Reparationer i detail vil vokse

Muligheden for at få blandt andet tøj og sko repareret er noget, man med stor sandsynlighed vil se mere af de kommende år, mener lektor i forbrugeradfærd og detailhandel ved institut for Dansk Detailhandel på Erhvervsakademi Dania, Ole Storm Jørgensen.

I takt med at flere virksomheder skal efterleve ESG-rapporteringskrav, kan man godt forestille sig flere virksomheder gå lignende veje. For at det skal fungere for forbrugerne, er det væsentligt, at det kan betale sig. For eksempel giver det mening at reparere en sovepose til 3000 kroner, hvis det koster 500 og gør, at den så kan holde fem år mere, siger Ole Storm Jørgensen.

Foto: Friluftsland