Økologisk Høstmarked er en weekend, hvor vi fejrer økologien. Men det er også en unik mulighed for alle til at komme ud på landet og opleve, hvordan en økologisk høne har det eller selv være med til at høste en gulerod. Det er vigtigt i en tid, hvor vi kommer længere og længere væk fra produktionen af vores fødevarer, siger Michael Kjerkegaard, forperson for Økologisk Landsforening.
Kom med til Økologisk Høstmarked
I over 30 år har økologer åbnet dørene og inviteret indenfor til høstfest. I år gentages succesen og Økologisk Landsforening og økologerne inviterer til Økologisk Høstmarked d. 31. august og 1. september over hele landet. Kom med ud på landet og oplev, hvor dyrene bor og grøntsagerne gror.
Høst tomater, tag på traktortur, smag på bælgfrugter, gør et loppefund, køb friske blomster og mal korn. Listen er lang over aktiviteter til Økologisk Høstmarked rundt omkring i Danmark. Tag børnene, ægtefællen, kæresten eller naboen under armen og gå på opdagelse i jeres lokalt producerede, økologiske råvarer.
