Skip to main content
4. juni 2024

Kom og mød Fyns Politi til Det Fynske Dyrskue

På weekendens dyrskue kan du møde Fyns Politis Dyrevelfærdsenhed, der gerne besvarer spørgsmål om dyrevelfærd.

Af: Rikke Hansen | Foto: Pexels

Når der i weekenden fra den 7. – 9. juni afholdes Det Fynske Dyrskue, er det ikke kun dyr, maskiner og landmænd, du kan møde.

På Odense Dyrskueplads kan du udover at komme helt tæt på dyrene, smage på friske fynske fødevarer og opleve de store landbrugsmaskiner, også komme tæt på en særlig del af Fyns Politi. De har nemlig en stand på dyrskuet, hvor de disse dage ikke er der for at holde ro og orden.

Få svar på spørgsmål om dyrevelfærd

De er der derimod for at fortælle om deres Dyrevelfærdsenhed og besvare spørgsmål om dyrevelfærd.

Fyns Politi er ofte involveret i sager, der berører dyr eller dyrehold. Derfor er de til stede på dyrskuet for at tale med dyreinteresserede – både borgere og professionelle dyreejere – om deres arbejde. Man kan derfor komme og stille spørgsmål til deres arbejde med dyrevelfærd.

I deres stand kan man desuden få en folder med hjem, hvor man kan læse mere om politiets arbejde.

Du finder Fyns Politi og deres Dyrevelfærdsenhed i stand nr. 153, og de vil være at finde fra kl. 10.00-18.00 alle tre dage.