Skip to main content
13. december 2022

Kommunal specialenhed presser bandemiljøet i Odense maksimalt

Gennem fem år har Odense Kommune med gode resultater presset ledige fra bandemiljøet, så de ikke modtager offentlige ydelser, med mindre de reelt står til rådighed på arbejdsmarkedet eller er på vej i uddannelse.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA ODENSE KOMMUNE

Gennem fem år har Odense Kommune med gode resultater presset ledige fra bandemiljøet, så de ikke modtager offentlige ydelser, med mindre de reelt står til rådighed på arbejdsmarkedet eller er på vej i uddannelse.

Hvert år vælger i gennemsnit 20 personer fra det odenseanske bandemiljø at frasige sig offentlig forsørgelse, fordi de ikke ønsker at samarbejde med kommunens specialenhed af job- og uddannelsesrådgivere, der løbende følger mellem 30-40 ledige borgere fra bandemiljøet særdeles tæt.

Målet er at sikre, at personer fra bandemiljøet og deres nærmeste omgangskreds reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet, medmindre de er på vej i job eller uddannelse.
Gør de ikke det, bliver de sanktioneret.

Det bedste er selvfølgelig, hvis vi kan få folk i bandemiljøet til at ændre løbebane og få sig et job eller en uddannelse. Kan vi ikke det, skal vi inden for lovens rammer lægge et maksimalt pres for at få dem til at overholde fællesskabets regler. Nogle gange lykkes det os at få dem på bedre tanker, men sker det ikke, er vi konsekvente,” siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.

Flere melder fra, når de bliver presset
Udover hyppige samtaler og rådighedsvurderinger råder specialenheden over det intensive produktionstilbud ‘Erhvervsklar’, hvor borgerne i målgruppen bliver aktiveret 20 timer om ugen.

Hvis de udebliver eller på anden måde ikke vil samarbejde, bliver de straks sanktioneret og får ikke deres sociale ydelse udbetalt, hvilket får flere fra målgruppen til at melde sig ud af beskæftigelsessystemet.

I 2020, før produktionstilbuddet ‘Erhvervsklar’ blev oprettet, frasagde to borgere i målgruppen sig offentlig forsørgelse, mens antallet i 2021, efter at ‘Erhvervsklar’ var sat i drift, var steget til 20 borgere.

Ved hurtigt at få sorteret de borgere fra, der ikke reelt står til rådighed eller ønsker at samarbejde, kan vi bedre koncentrere os om dem, der overvejer at finde noget mere fornuftigt at bruge deres liv på,” siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.

Alene i 2021 gennemførte specialenheden flere end 1000 sanktioner mod de 30-40 borgere, som enheden fokuserer sit arbejde om.

Det skal være nemmere at dele oplysninger med nabokommuner
På baggrund af specialenhedens positive resultater med den oprindelige målgruppe besluttede Beskæftigelses- og Socialudvalget tidligere på året at fokusere en del af specialenhedens indsats på en gruppe af 40-50 kriminelle unge på uddannelseshjælp, som rocker- og bandemiljøet i Odense rekrutterer fra.

Men selv om forvaltningens arbejde med at presse byens bandemiljø går fremad, efterlyser beskæftigelses- og socialrådmand flere redskaber herunder bedre muligheder for at kunne samarbejde med andre kommuner.

Vi ved, at personer fra bandemiljøet flytter ud af Odense Kommune for at slippe for, at vi ånder dem i nakken. Og så er vi som samfund lige vidt, for så fortsætter de deres kriminelle løbebane – bare et andet sted. Derfor kunne det være hensigtsmæssigt, hvis vi måtte dele vores oplysninger med den kommune, et bandemedlem flytter til,” siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.