15. august 2025

|

Pressemeddelelse

Kriminalforsorgen åbner igen pop-up skole på Fyn

Til januar 2026 er det igen muligt at uddanne sig til fængselsbetjent, transportbetjent eller værkmester på Fyn, når kriminalforsorgen gentager succesen og åbner dørene til en ny pop-up skole i Odense.

Kriminalforsorgen åbner igen pop-up skole på Fyn
Af: Kriminalforsorgen | Foto: Ritzau / Kriminalforsorgen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Fynboerne får snart mulighed for at uddanne sig tættere på deres bopæl, hvis de er interesseret i et job som fængselsbetjent, transportbetjent eller værkmester. Kriminalforsorgen har nemlig besluttet at genåbne pop-up skolen på Kold College, som ligger centralt i Odense, og som har haft succes med sine to tidligere hold.
I mine øjne er arbejdet som fængselsbetjent en af de vigtigste funktioner i vores samfund. Derfor har vi tidligere blandt andet sikret fuld løn under uddannelsen og gennemført et historisk lønløft. Samtidig er jeg stolt over, at regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier med aftalen om en ny strafreform har afsat over en milliard kroner frem mod 2030 til bedre arbejdsvilkår og en styrket rekruttering af uniformeret personale i kriminalforsorgen. Jeg håber, at den nye pop-up skole i Odense kan være med til at tiltrække endnu flere til faget, så vores dygtige ansatte i kriminalforsorgen, herunder fængselsbetjente, kan få nogle flere kolleger, siger justitsminister Peter Hummelgaard.
Vi har et stort behov for flere uniformerede kolleger i de fynske fængsler og arrester. Og vi har rigtig gode erfaringer med vores pop-up skoler, hvor vi kan rykke uddannelserne derhen, hvor der er størst rekrutteringsbehov og -potentiale. Jeg glæder mig meget til at byde de nye elever velkommen til en utrolig spændende og meningsfuld uddannelse, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.
Løn under uddannelse
Der er fuld løn under hele uddannelsen, som veksler mellem teori og praktik i for eksempel Nyborg Fængsel, Ringe Fængsel, Søbysøgård Fængsel og Odense Arrest. Pop up-skolerne er et fleksibelt koncept, hvor skolerne kan åbne der, hvor kriminalforsorgen vurderer, at det giver bedst mening i forhold til potentiale og behov. På skolerne optages som udgangspunkt kun ét hold elever, hvorefter uddannelsen rykker videre til en ny lokation. Skolen i Odense er ikke den første pop up-skole til at optage flere hold elever. Også skolerne i Esbjerg, Vestre Fængsel og Sdr. Omme Fængsel har haft flere optag, fordi både behovet og interessen var stor. Ansøgningsfristen til optag på pop-up skolen på Fyn er 13. oktober 2025, og nye elever har første skoledag på Kold College den 5. januar 2026. Uddannelsen til fængselsbetjent tager i alt tre år, mens uddannelsen til transportbetjent og værkmester varer to år.

Galleri

Event Information