11. marts 2026

Kvinderne sætter kurs mod VVS-branchen

VVS-branchen er ikke længere en rendyrket mandeverden. Hos Brødrene Dahl er andelen af kvindelige ledere steget, og flere butikker ledes i dag af kvinder.

Kvinderne sætter kurs mod VVS-branchen
Af: Brødrene Dahl | Foto: Brødrene Dahl

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Dorthe, Charlotte, Lone, Malene og Pernille er blot nogle af de mange kvindenavne, der findes blandt Brødrene Dahls knap 1000 medarbejdere. Kvinderne er ikke kun repræsenteret i stabsfunktioner, men også i topledelsen og blandt butikscheferne rundt om i landet. Udviklingen afspejler en nødvendig bevægelse i VVS-branchen. Flere prognoser peger på, at Danmark fra 2030 og frem vil mangle et betydeligt antal faglærte – en udvikling, der kan få konsekvenser for bygge- og installationsbranchen. Derfor er det afgørende at udvide rekrutteringsgrundlaget.
Branchen er nødt til at udvide talentpuljen, både i forhold til køn, alder og baggrund. Ikke kun fordi antallet af faglærte falder, men fordi det er sund forretningslogik. Undersøgelser viser, at mangfoldige teams træffer bedre beslutninger end ensartede grupper, siger chef for bæredygtighed i Brødrene Dahl, Kristine Ohrt og peger på, at Brødrene Dahl som landsdækkende aktør har et særligt ansvar: Vi vil gerne bidrage til mere diversitet i branchen. Som landsdækkende grossist kan vi gøre det mere tilgængeligt for alle, herunder også kvinder, at træde ind i VVS-verdenen og samtidig være med til at nedbryde fordomme. Hos os er det helt normalt at kunderne får rådgivning og handler varer hos en superkompetent kvinde, siger Kristine Ohrt.
Der er hverken særordninger eller positiv forskelsbehandling i Brødrene Dahl. Nogle af de kvindelige ledere er startet som elever, andre er skiftet til branchen senere i karrieren. Ifølge uddannelsesansvarlig Jesper Madsen er elevprogrammet en vigtig fødekæde for virksomheden. Hvert år ansætter Brødrene Dahl 20-25 handelselever, og omkring 40 procent er kvinder.
Vi ansætter udelukkende på baggrund af talent og kompetencer – aldrig køn. Når det er sagt, glæder det os, at så mange kvinder viser interesse for VVS-branchen. Vi gør os umage med at fortælle, at branchen rummer mange muligheder – også for kvinder, selvom den traditionelt har været mandsdomineret. Derfor har vi altid en kvindelig elev eller butikschef med som rollemodel, når vi besøger skoler og karrieremesser, så de unge har nogen at spejle sig i, siger uddannelsesansvarlig i Brødrene Dahl, Jesper Madsen.
Fra elev til butikschef i Odense
I Odense står Emma Ditte Mikkelsen i spidsen for Brødrene Dahls lokale butik. Hun begyndte som elev i butikken i 2017 og overtog ansvaret som butikschef i 2024.
Jeg har været både elev, intern sælger og nu butikschef. Da jeg gik på Tietgen Handelsskole, var jeg i tvivl om, hvilken retning jeg skulle vælge, men jeg var så heldig at få en elevplads hos Brødrene Dahl i Odense. Jeg er virkelig glad for samarbejdet med VVS-installatørerne og for arbejdet med relationer, salg og drift, som er kernen i mit job. Nogle kvinder kan måske blive afskrækket af, at det lyder lidt teknisk, men man behøver ikke at være installatør for at stå i spidsen for en butik i VVS-branchen, siger butikschef i Brødrene Dahl i Odense, Emma Ditte Mikkelsen.
Hun glæder sig, hver gang en ny kvinde træder ind i branchen.
VVS-branchen er for både mænd og kvinder. Kvinder er mindst lige så resultatorienterede og motiverede. Vi kan bidrage med andre perspektiver og måske en anden tone. Der kan være en hård jargon, men ingen – hverken mænd eller kvinder – trives i en unødigt skarp tone. Det vil jeg gerne være med til at ændre.
Med flere kvinder i ledende roller håber Brødrene Dahl at bidrage til en branche i forandring – og samtidig inspirere flere kvinder til at vælge en karriere i VVS.
Event Information