Skip to main content
8. januar 2024

Ledigheden i Odense er uændret

De nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at ledighedsprocenten i Odense er uændret med 3,8 % i både oktober og november 2023.

Af: Odense Kommune | Foto: Pexels
PRESSEMEDDELELSE

De nyeste ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at den sæsonkorrigerede ledighed i november 2023 lå på 3.922 fuldtidspersoner. Det svarer til 3,8 % af arbejdsstyrken i Odense Kommune. De nye tal betyder, at ledighedsprocenten i Odense ligger uændret på 3,8 % i både oktober og november 2023.*

For hele landet er ledighedsprocenten steget fra 2,8 % i oktober 2023 til 2,9 % i november 2023.

Vores indsats for at få flere i job fortsætter for fuld styrke i 2024, og vi har netop indledt et formelt samarbejde med Kalundborg Kommune, som løbende mangler arbejdskraft blandt andet til deres store biotekvirksomheder. Jeg håber, at mange odenseanere kan finde sig et nyt job i det vestsjællandske, og at for eksempel ledige, nyuddannede vil gribe muligheden for at få taget hul på arbejdslivet. At komme i job er helt afgørende for at kunne få en god livskvalitet, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.

Odense indtager en 5. plads i ledighedsplaceringen i november 2023. Det vil sige, at Odense har landets 5. højeste ledighedsprocent. I oktober 2023 havde Odense landets 6. højeste ledighedsprocent.

Den aktuelle ledighedsprocent er 3,4 %, svarende til 3.574 fuldtidspersoner.

* Bemærk, at tallene ovenfor sammenligner ledighedsprocenten for november 2023 med ledighedsprocenten for oktober 2023, som de så ud, da Danmarks Statistik offentliggjorde dem. Danmarks Statistik har i forbindelse med offentliggørelsen af novembers ledighedstal nedjusteret ledighedsprocenten for Odense i oktober 2023 fra 3,8 % til 3,7 %.