Letbanen er blevet pyntet op til jul og fyldt med pakker
Hvis du i løbet af december ser et julepyntet letbanetog, så er det ikke fordi, du har fået sne i øjnene. I perioden fra d. 30. november til d. 27. december vil to af letbanens tog blive forvandlet til Juleekspressen og fyldt med interaktive pakker.
December har meldt sin ankomst, og det betyder også, at mange efterhånden er begyndt at finde julepynten frem fra gemmerne. Hos Odense Letbane er de også kommet i julestemning, men hos dem er det første gang, de pynter letbanen op, når de forvandler to af deres togsæt til Juleekspressen.
Juleekspressen er et helt nyt initiativ i Odense, som vil køre fra d. 30. november til d. 27. december. Her vil to dekorerede letbanetog indgå i den almindelige køreplan og sprede lidt ekstra julestemning rundt i de odenseanske gader. Men det er dog ikke kun udenpå, at Juleekspressen vil skille sig ud fra de normale letbanetog.
