Mandag den 26. oktober åbnede Lemvigh-Müller i samarbejde med Syddansk Erhvervsskole for femte gang dørene til Logistikkens Dag. Her fik flere end 400 unge mulighed for at opleve, hvad en fremtid inden for transport og logistik kan byde på. Initiativet blev etableret i 2023 i samarbejde mellem virksomheder, herunder Lemvigh-Müller, og Syddansk Erhvervsskole og skal være med til at løse en udfordring, som branchen har kæmpet med i flere år, nemlig at tiltrække unge til uddannelser og job inden for lager og logistik.
Vi har brug for flere unge, der får øjnene op for vores branche. Men det kræver, at vi viser dem, hvad arbejdet egentlig går ud på. Mange ved måske slet ikke, hvor spændende det faktisk er at arbejde med logistik. Når de selv får lov at prøve kræfter med opgaverne og møde mennesker, der brænder for deres fag, håber vi, at flere får lyst til at gå den vej siger Janet Anselm, driftsleder hos Lemvigh-Müller i Odense og en af drivkræfterne bag initiativet
Fra lastbilsimulator til truckkørsel
Logistikkens Dag adskiller sig fra traditionelle jobmesser ved at lade de unge opleve branchen på egen hånd. I løbet af dagen kunne de blandt andet prøve en lastbilsimulator, flytte paller med truck og møde lærlinge og medarbejdere fra virksomhederne. Samtidig fik de indblik i en branche, hvor nye teknologier, digitalisering og moderne lagerstyring stiller stadig større krav til medarbejdernes kompetencer.
For Lemvigh-Müller handler initiativet om at skabe opmærksomhed og om at være med til at sikre fremtidens faglærte arbejdskraft gennem et tæt samarbejde mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Vi kommer ikke langt nok, hvis vi bare venter på, at de unge finder vej til os. Vi skal selv være med til at vise dem mulighederne. Og det kan vi gøre endnu bedre, når vi som virksomheder og uddannelsesinstitutioner står sammen siger Janet Anselm.
