
Hos Boldklubben 1909 lærer klubbens medlemmer ikke kun at blive bedre til fodbold, de udvikler sig også personligt og lærer om fællesskab og at deltage aktivt i samfundet. Især overfor børn og unge i og omkring Vollsmose udviser klubben et stort socialt ansvar.
På Gillested Park i Odense NØ holder en gammel klub med stolte traditioner til. Foruden at være en klub, der har skabt grobund for skabelsen af mange dygtige fodboldspillere, er B1909 også en klub, der udviser et stort socialt ansvar.
Klubben fungerer nemlig som medspiller for personlig udvikling og læring for klubbens mange børn og unge. Gennem sporten lærer de om fællesskab og ansvarsfølelse, og de forberedes til at deltage aktivt og blive en del af samfundets foreningskultur.
Udover at drive en fodbold- og cykelskole i samarbejde med Odinskolen er B1909 også foregangsklub i aktivering af børnehavebørn i samarbejde med nogle af områdets børnehuse. Et samarbejde, der har medført, at B1909 nu nu også har gymnastik på programmet.
Sammen med Ung Nord/Odense Kommune driver klubben desuden et populært værested for yngre børn, hvor de kan boltre sig efter skoletid. Sidst, men ikke mindst, har boldklubben også et tæt samarbejde med Mulernes Gymnasium, som stiller studerende til rådighed for klubbens skak- og lektiecafé.
B1909 er mere end fodbold
For at Boldklubben 1909 kan fortsætte deres hårde arbejde for at skabe bedre vilkår for lokalområdets børn og unge, har de behov for at kunne trække på ressourcestærke personer og virksomheder.
Fra tid til anden møder klubben privatpersoner og virksomheder, som ønsker at støtte klubbens arbejde med et engangsbeløb, uden at indgå en fast sponsoraftale. Derfor har B1909 nu udarbejdet et par donationsbilag til de, som ønsker at støtte klubbens sociale arbejde. Der er udarbejdet 2 bilag – et til privatpersoner og et til virksomheder.
En donation er momsfri, da der ikke er tale om en modydelse for beløbet.
Hvis du eller nogen du kender er interesseret, kan du udfylde én af blanketterne herunder og indbetale beløbet på den nævnte konto. Et hvert beløb er mere end velkommen.
Hent dokument til sociale donationer som virksomhed her.
Hent dokument til sociale donationer som privatperson her.