Skip to main content
25. august 2022

March mod Ensomhed for femte gang i Odense

Patrick Cakirli vandrer hver sommer tværs gennem Danmark for at sætte fokus på ensomhed. Den 29. august kommer han til Odense, og alle, der har lyst til at gøre ham følgeskab, er velkomne.

Af: Daniel Svendsen | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA ODENSE KOMMUNE

Patrick Cakirli vandrer hver sommer ca. 2000 km. tværs gennem Danmark for at sætte fokus på ensomhed. Den 29. august kommer han til Odense, og alle, der har lyst til at gøre ham følgeskab på ruten, er velkomne.

March mod Ensomhed er en frivillig, social forening, som har til formål at sætte nationalt fokus på ensomhed som en sundheds- og samfundsudfordring og at samle penge ind til velgørenhed. Patrick Cakirli har selv oplevet ensomhed og som følge deraf startet March mod Ensomhed.

Går kun med følgeskab
Marchens kendetegn er, at Patrick kun går, hvis han får følgeskab. Det betyder, at hvis der ikke kommer nogen og går sammen med ham, står han stille på ruten. Dette er for at vise værdien af fællesskab, og at man kan meget mere sammen.

Derfor håber Brian Dybro (F), rådmand for ældre- og handicapområdet, og Tommy Hummelmose (C), rådmand for Sundhedsforvaltningen, at rigtig mange odenseanere vil gøre Patrick følgeskab på ruten. Enten ved at gå med ham det sidste stykke ind til Odense eller ved at følge ham på vej, når han den 30. august drager fra Odense mod Bogense.

Det er en utrolig vigtig sag, Patrick hvert år sætter fokus på, og vi er altid glade for at byde ham velkommen i Odense. Det er især vigtigt at rette opmærksomheden mod alle de børn og unge, der mistrives og oplever ensomhed i deres hverdag, og jeg håber, vi i Odense sammen med Patrick kan sende et vigtigt signal om, at ensomhed er noget, vi alle sammen skal bidrage til at bekæmpe,” siger Brian Dybro.

Fællesspisning på Storms Pakhus og morgenmad på Flakhaven
Den 29. august om aftenen arrangerer Center for Mental Sundhed i Odense fællesspisning for Patrick på Storms Pakhus, hvor Brian Dybro vil byde velkommen. Fællesspisningen er for alle, der har lyst og skal være med til at understøtte værdien af fællesskab. I løbet af aftenen vil Patrick give et indblik i sin historie og fortælle, hvorfor han startede March mod Ensomhed, ligesom der vil være andre relevante oplæg fra bl.a. Frivilligcenter Odense.

Den 30. august skal Patrick videre på sin rute og sendes afsted med manér fra Flakhaven af Tommy Hummelmose. Der er gratis morgenmad fra kl. 7.30 til de første 50 personer, der dukker op og underholdning og opvarmning ved Shufflin’ Boots Linedance. Patrick går mod Bogense kl. 8.00.

Jeg håber, at mange vil møde op og give Patrick et skulderklap og moralsk støtte, inden han drager videre på sin march. Mere end hver tiende af vores børn og unge føler sig ensomme, og endnu flere trives dårligt mentalt. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at nedbryde tabuer og hjælpe de unge med at blive en del af nogle givende fællesskaber – og her gør Patrick virkelig en forbilledlig indsats,” siger sundhedsrådmand Tommy Hummelmose.

Tid og sted
Hvis man som odenseaner har lyst til at gøre Patrick følgeskab enten på vej fra Nyborg til Odense, til fællesspisning på Storms Pakhus eller når han den 30. august skal fra Odense til Bogense, er der mulighed for at mødes med blandt andet medarbejdere fra Center for Mental Sundhed og gå sammen.

Mulighederne for at mødes er:

Den 29. august kl. 15.00
Gå med Patrick 5,2 km. ind til Odense.
Mødested: Nyborgvej 546

Den 29. august kl. 15.30
Gå med Patrick det sidste stykke (2,4 km.) ind til Odense.
Mødested: Alfa Plus, Nyborgvej 224

Den 29. august kl. 18.00
Fællesspisning på Storms Pakhus.
Mødested: Storms Pakhus.
Det koster 55 kr. at deltage. Tilmelding kan ske på: www.odense.dk/pio/kalender/august

Den 30. august kl. 07.30
Gå med Patrick et stykke på vej mod Bogense.
Mødested: Flakhaven, 5000 Odense C.
Der er gratis morgenmad til de første 50 personer fra kl. 7.30. Tilmelding til morgenmad kan ske på: www.odense.dk/pio/kalender/august

Spørgsmål til mødetidspunkter og aktiviteter kan rettes til:
Frederikke Fechtenburg: 20 58 85 28.
Berit Juel: 29 65 02 03.

FLERE NYHEDER