Skip to main content
23. august 2022

Festival for Fremtiden for unge i Odense

PRESSEMEDDELELSE FRA ODENSE KOMMUNE Når Odenses unge for tredje gang holder Festival for Fremtiden bliver det med flere stande, workshops og Talks end nogensinde før. Det gælder nemlig om, at børn og unge får “hands on” på Verdensmålene, hvis de skal blive til virkelighed og hverdag. Østre Plads i Odense omdannes til en festivalplads den […]

Af: Daniel Svendsen | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA ODENSE KOMMUNE

Når Odenses unge for tredje gang holder Festival for Fremtiden bliver det med flere stande, workshops og Talks end nogensinde før. Det gælder nemlig om, at børn og unge får “hands on” på Verdensmålene, hvis de skal blive til virkelighed og hverdag. Østre Plads i Odense omdannes til en festivalplads den 25. og 26. august, hvor næsten 1400 elever fra 5.-10. klasse i Odense involverer sig i, hvordan de selv kan gøre en forskel, når de ønsker en mere bæredygtig verden.

De unge kan vælge mellem 50 stande og workshops, hvor de kan de prøve alt fra at kreere smukke ting af genbrugsmaterialer og lave forsøg med vandkvalitet til at blive klogere på “krigens regler” og hvordan man egentlig planter et tag.

Debat om vaner og nye veje at gå
Børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen vil også være at finde på pladsen, ligesom de foregående år. I en Talk med klima- og miljørådmand Tim Vermund Andersen samt to repræsentanter fra Odense Fælleselevråds bestyrelse debatterer de dilemmaer omkring hverdagsforbrug og unges transportvaner.

Det fede ved Festival for Fremtiden er, at vi udforsker og diskuterer, hvad der ligger af spændende nyt foran os, når vi vil løfte klimadagsorden. Selv om det ikke er de unge, der har skabt verdens klimaudfordringer, så melder de klar til at komme med gode idéer til, hvordan de sammen med os “gamle” kan finde løsninger. Festivalen er med til at skabe håb for en grønnere fremtid, hvor vi bruger klodens ressourcer med omtanke, siger Susanne Crawley Larsen.

Også Tim Vermund ser frem til at møde byens unge og få vigtige indspark til, hvordan Odense som by klogest når i mål med ambitionen om at være klimaneutral senest i 2030.

Med vores høje klimaambitioner står vi med en fantastisk mulighed for at få en både sundere og grønnere by. Men det er også en stor opgave, som vi kun kan løse, hvis vi hjælper hinanden på tværs af byen og på tværs af alder. Ingen af os kommer uden om, at vi skal ændre vaner og for eksempel bruge vores cykler og den kollektive transport meget mere, end vi gør i dag. Og jeg er sikker på, at vi i debatten med Odenses unge på Festival for Fremtiden får noget med hjem at tænke over, siger Tim Vermund.

Fordybelse langt væk fra skolebænken
Bag festivalen står Odenses ungdomsskole, UngOdense, der har allieret sig med en gruppe engagerede unge for at få de bedste idéer til, hvordan man rammer den unge målgruppe, når man taler om FN’s 17 Verdensmål.

Det er vigtigt med ung indflydelse i bæredygtighedskampen. Det er for eksempel helt vildt, hvor meget vi forbruger. Det er vigtigt at genbruge og renovere ting i stedet for bare at købe og smide ud. Vi synes derfor, at det er vigtigt for unge at lære noget om klima og bæredygtighed på en sjov måde. Festival for Fremtiden skal være en fed og lærerig dag, hvor man får lov at fordybe sig i verdensmålene på en anden måde, end man gør på skolebænken, siger arrangørgruppen.

FLERE NYHEDER