Skip to main content
27. januar 2026

Mesterlige Moby gæster Tinderbox 2026

Med Moby er de første 19 navne til årets musikprogram på plads, og Odense-festivalen fortæller, at der er mange flere musiknyheder på vej den kommende tid.

Af: Tinderbox | Foto: Tinderbox
Pressemeddelelse

Moby er en af de mest indflydelsesrige skikkelser i moderne elektronisk musik og en artist, der har formået at bygge bro mellem klubkultur og popmelodier i verdensklasse. Han har solgt mere end 20 millioner albums og har over svimlende 10 millioner månedlige afspilninger på Spotify. Præstationer, der i høj grad understreger hans sjældne evne til at forene kunstnerisk integritet med stor kommerciel succes.

Han slog for alvor igennem i slutningen af 90’erne med albummet Play, som blev et globalt fænomen og satte med sange som Porcelain og Natural Blues en ny standard for, hvordan elektronisk musik kunne fungere i et popformat. Igennem årene har han bevæget sig frit mellem genrer som techno, ambient, house og pop, men altid med melodien som omdrejningspunkt. Hans sange er ofte bygget op omkring enkle strukturer og tydelige hooks, der gør dem letgenkendelige. Man ved ligesom bare, hvornår man lytter til et Moby-track.

Publikum på Tinderbox kan se frem til et show, der trækker tråde gennem et langt og imponerende bagkatalog, når Moby indtager Tusindårsskoven til sommer.

Billetsalget er i fuld gang

Sidste år kunne Tinderbox allerede melde udsolgt af partoutbilletter i februar, tidligere end nogensinde før, og festivalen har tidligere udtalt, at de ser ind i endnu et rekordår for billetsalget. Prisen på de eftertragtede partoutbilletter til Tinderbox 2026 stiger tirsdag den 3. februar kl. 23.59, og på fredag den 30. januar kl. 10.00 sættes 1-dagsbilletter samt et meget begrænset antal 2-dagsbilletter i salg.

Billetter sælges via tinderbox.dk/billetter.

Tinderbox 2026 finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25.-27. juni.