17. marts 2025

|

Pressemeddelelse

Mod lyset - ny kunstudstilling med Kirsten Bøgh hos Gallerie Rasmus

Fra den 28. marts til den 26. april kan du opleve Kristen Bøghs kunstudstilling Mod lyset i Gallerie Rasmus.

Mod lyset - ny kunstudstilling med Kirsten Bøgh hos Gallerie Rasmus
Af: Gallerie Rasmus | Foto: Kirsten Bøgh

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Fra den 28. marts til den 26. april kan du opleve Kristen Bøghs kunstudstilling Mod lyset i Gallerie Rasmus på Ny Vestergade 9 i Odense. Ferniseringen finder sted fredag den 28. marts fra kl. 16 til 18, og alle er velkomne. Kirsten Bøgh fortæller om udstillingen Mod lyset:
Jeg arbejder med mønstrene fra persiske tæpper og sætter dem sammen med interiøret. I en del malerier udskærer jeg mønstrene som skabeloner, som jeg spraymaler igennem. Når mønstrene er små, danner de næsten prikkede strukturer, der for mig skaber mindelser om impressionismen. Dette inspirerer mig i det videre billedarbejde.
Stillebenet i mine malerier er det, vi ser på bordet eller maleriet på væggen i de rum, der er afbillede.
I nogle af mine værker arbejder jeg med det florlette og med motiver, som næsten opløses i mønstre, der bliver til strukturer i et ude- og inderum. I andre malerier skaber jeg lys igennem mørket. Koloritten i malerierne bruger jeg til at skabe stemninger og nærhed.
Desuden er stolen interessant for mig. Vi sidder på den, vi har siddet på den, og vi kommer til at sidde på den. Den forholder sig til os, til vores krop og gerning. I hvilken retning peger stolen, hvem har efterladt den dér i det rum? Stolen har en form, og i akvarelcollagerne arbejder jeg med stolen som størrelse i forhold til det mellemrum, der dannes mellem stolene.
Kirsten Bøghs malerier og grafik flankeres af keramiske værker af Martin Nybo, John Rundstrøm, Stine Ernst og Jette Sissi Briffa.
Event Information