Når mennesker ikke længere føler sig alene i deres belastning

Verdens billigste lægemiddel – et menneske at tale med – bliver ikke prioriteret i psykiatrien. Den overskrift fra Politiken blev hængende hos mig. For helt ærligt… måske rammer den noget, vi som samfund nogle gange har svært ved at forstå helt i dybden. At mennesker ikke kun får det bedre gennem medicin, behandling og metoder. Men også gennem relationer. Gennem følelsen af ikke længere at stå alene i det svære.

Når forståelse ikke kun er faglig, men menneskelig

Jeg læste samtidig om peermedarbejdere og mennesker, der finder støtte i mødet med andre, som selv har stået i psykisk belastning, uro eller afmagt. Og det gav mening for mig, for jeg oplever det igen og igen i mit arbejde: At noget af det mest regulerende for et menneske ikke nødvendigvis er endnu en forklaring på problemet, men oplevelsen af at blive mødt af et andet menneske, der virkelig forstår følelsen. Ikke kun med faglige ord. Men menneskeligt. For der sker noget særligt, når vi ikke længere føler, vi skal bære det hele alene. Tempoet falder lidt. Skuldrene sænker sig. Forsvaret slipper en smule. Og nogle gange begynder kroppen først dér at mærke, at den måske godt kan være tryg et øjeblik. Jeg tror, mange mennesker kender følelsen af at være omgivet af mennesker – men stadig føle sig alene i det, man står i. Og måske er det også derfor, relationer betyder så meget mere, end vi nogle gange gør dem til. Ikke som erstatning for faglighed eller behandling. Men som noget, der gør fagligheden menneskelig nok til faktisk at kunne mærkes.

At være sammen med kroppen i det svære

Noget af det vigtigste i naturterapi er måske ikke at fikse mennesker. Men at kunne være i det svære sammen med dem, indtil kroppen ikke længere står alene i det. I de senere år er vi blevet langt bedre til at tale om diagnoser, symptomer og adfærd. Men måske skal vi også blive bedre til at tale om nervesystemer. Om belastning. Om hvad der sker i mennesker, når de i lang tid har været i alarmberedskab. For hvis kroppen hele tiden føler sig utryg, hjælper det sjældent kun at forstå problemet med hovedet. Kroppen skal også mærke, at den ikke står alene længere. Måske er det derfor, peermedarbejdere kan noget særligt. Ikke fordi de nødvendigvis møder mennesker med alle svarene. Men fordi de møder mennesker, der kan sige: Jeg kender følelsen. Og du behøver ikke stå alene i den. Og nogle gange er det måske dér, noget af den vigtigste forandring begynder. AF: Kristian GG Dansted.