Skip to main content
23. december 2024

Nostalgisk hygge i julen: Se film fra lokalområdet i gamle dage

Nu kan man opleve lokalhistorie i levende billeder, når Det Danske Filminstituts ’ErindringsBio’ præsenterer otte nye filmpakker med klip fra hele landet. Det er gratis online og oplagt til en hyggestund i julen og en snak om gamle dage.

Af: Det Danske Filminstitut | Foto: Det Danske Filminstitut
Pressemeddelelse

Silderøgning på Bornholm, campingtur på Samsø, frokost i det grønne ved Skagen, cykeltur på Lolland og ringridning i Sønderborg. Disse og mange flere lokalhistoriske filmklip kan man opleve i otte nye filmpakker i Det Danske Filminstituts ErindringsBio.

Et værktøj til mennesker med demens

Genkendelige steder kan nemlig vække minder, og filmpakkerne er som udgangspunkt målrettet mennesker med demens og deres pårørende og plejepersonale. Filmene kan bruges til at bringe erindringer frem og sætte gang i samtaler.

Find klip fra hele landet

Men alle med lokalhistorisk interesse er meget velkomne til se film på erindringsbio.dk – og udforske Filminstituttets mange andre lokalhistoriske film, som man kan finde via et interaktivt landkort på streamingsitet Danmark på film.

Filmene er frit tilgængelige og kan ses på computer, tablet og smartphone.

Se filmene i ErindringsBios otte filmpakker:
•    Nordjylland
•    Midtjylland
•    Syd- og Sønderjylland
•    Fyn
•    Sydhavsøerne
•    Sjælland
•    København og forstæderne
•    Bornholm

Fakta:

Om ErindringsBio

Film, lyd og billeder kan vække minder – og det samme gælder steder, man har været, særligt fra barn- og ungdommen. Det er udgangspunktet for ErindringsBio, der er et non-kommercielt filmtilbud til mennesker med demens, deres pårørende, plejepersonale og frivillige.

ErindringsBio rummer korte dokumentariske film fra 1940’erne til 1980’erne om vedkommende emner og med velkendte medvirkende som Dirch Passer, Gunnar Nu Hansen og Bodil Udsen. Fortiden bliver vækket til live i film om hverdagen i byen og på landet i gamle dage, skoletiden, sportsbegivenheder, de kongelige og meget mere.

ErindringsBios nye otte filmpakker med film om forskellige landsdele i Danmark fokuserer på genkendelige steder, centrale byer og lokale erhverv og skikke, der er karakteristiske for lokalområderne.

Til filmene er der udarbejdet spørgeguides, der inspirerer til samtaler om det levede liv.

Det er også muligt at se ErindringsBio i en række biografer landet over. Læs mere her

ErindringsBio er udviklet af Det Danske Filminstitut og flere samarbejdspartnere inden for demensområdet og er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond med 2,45 mio. kr. samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond med 500.000 kr.