08. januar 2025

|

Pressemeddelelse

Ny forskning viser, at deleordningen mellem forældre ikke har betydning for skilsmissebørns trivsel

En skilsmisse påvirker alle involverede, men der er ingen væsentlig forskel på børnenes trivsel fra den ene deleordning til den anden, viser et nyt forskningsstudie fra ROCKWOOL Fonden.

Ny forskning viser, at deleordningen mellem forældre ikke har betydning for skilsmissebørns trivsel
Af: ROCKWOOL Fonden | Foto: Unsplash

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Er en 7/7-deleordning bedst for et barn, når mor og far går fra hinanden? Eller har barnet bedst af at have et fast hjem hos enten mor eller far og så kun besøge den anden forælder i kortere stræk? Forskerne fra ROCKWOOL Fonden og Stockholms Universitet har undersøgt ca. 1800 børns trivsel både før og efter, forældrene gik fra hinanden, og har sammenlignet både med børn, som oplever forældrenes brud senere i barndommen (fremtidige skilsmissebørn), og børn hvis forældre forbliver sammen. Forskernes analyser giver ikke grund til at anbefale en bestemt deleordning frem for en anden:
Der er ikke videnskabeligt belæg for at sige, at børn i den ene type deleordning har det bedre end børn med andre deleordninger. For det enkelte barn kan den ene deleordning bestemt være bedre end den anden. siger Peter Fallesen, forskningsprofessor i ROCKWOOL Fonden.
Data for børnenes trivsel kommer fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter VIVE’s Børneforløbsundersøgelse, der følger 6000 danske børn født i oktober 1995 op gennem barndommen til voksenlivet og indeholder fire målinger af børnenes psykiske trivsel, funktion og adfærd.
Sociale og økonomiske faktorer skaber mistrivsel
At forældrenes samlivsophør kan ses på børnenes trivsel, er uomtvisteligt. Forskerne i studiet her sammenligner trivsel mellem børn i kernefamilier og børn fra opbrudte familier, hvor de kan se, at børn i brudte familier i gennemsnit scorer 26 % højere på mistrivselsskalaen i årene efter forældrenes samlivsbrud. Det er nærliggende at tænke, at disse børns vanskeligheder skyldes forældrenes brud, men omkringliggende faktorer har også stor betydning for børnenes trivsel. Der er nemlig ofte forskel på kernefamiliens og skilsmisseforældrenes hjemmemiljø samt sociale og økonomiske ressourcer. Når forskerne tager højde for de økonomiske og sociale aspekter, som er overrepræsenteret blandt skilsmisseforældre (f.eks. lavere indkomst, kortere uddannelse, højere risiko for kriminalitet mv.) og dele af hjemmemiljøet, er det tydeligt, at hovedparten (ca. 60%) af forskellen i trivsel mellem børn i kernefamilier og børn i opløste familier skyldes andre forhold end forældrenes samlivsophør.
Når vi fraregner den del af børnenes mistrivsel, som kan tilskrives andre problemer, der måtte være i og omkring familiens liv, så ser vi, at børn i brudte familier har ca. 10 % højere mistrivselsscore - både sammenlignet med deres egen trivsel inden bruddet og også sammenlignet med andre børn, der bor med begge forældre.
Nogle gange er en skilsmisse bedst for familien
Forskerne advarer dog mod at konkludere på baggrund af studiet, at forældre derfor altid bør blive sammen:
Det vigtigt at pointere, at vores resultater ikke peger på, at forældre altid bør blive sammen. Den effekt, vi måler, er sammenlignet imod hvordan barnet ville have det, hvis bruddet og årsagerne til bruddet aldrig var indtruffet [...] Man bør tage med fra studiet, at forældrenes brud varigt sænker barnets trivsel, medmindre vi finder måder at støtte børnene på både under og efter forældrenes brud, siger Peter Fallesen.
Hele forskningsrapporten kan læses her.
Event Information