Vores medlemmer skal ikke sidde i kantinen og kigge misundeligt over på deres funktionærkollegaers pensionsordninger. Derfor sikrer vi nu, at alle fremover har adgang til en fornuftig dækning, hvis du ikke længere er i stand til at arbejde. Det er et stort velfærdsskridt for vores faglærte og ufaglærte medlemmer, og det understreger, at vi som arbejdsmarkedspensionsselskab er klar til at tage hånd om din økonomiske tryghed – både i arbejdslivet og i alderdommen, siger administrerende direktør i PensionDanmark, Peter Stensgaard Mørch.
Endnu et skridt i en positiv udvikling
Produktet er et vigtigt element i PensionDanmarks strategi ”Tryghed, Fællesskab og Fleksibilitet”, der har som mål at gøre pensions- og forsikringsprodukterne mere fleksible og tilpasse dem, så de afspejler medlemmernes faktiske økonomi. Både strategien og produktet afspejler, at opsparingerne hos PensionDanmarks medlemmer er i gang med en signifikant modningsproces, hvor de gennemsnitlige årlige udbetalinger til nye pensionister i PensionDanmark næsten er fordoblet fra 2016 til 2025. Med den udvikling er der også behov for en modning på produktsiden.Vores medlemmers opsparinger har på relativt få år rykket sig markant, selvom de kun har haft arbejdsmarkedspension siden starten af 1990’erne. Og nu indhenter vi også det efterslæb, der har været på forsikringsdækningerne, som andre faggrupper i nogle tilfælde har haft i et halvt århundrede. Det er en vigtig milepæl, som vi er stolte af at kunne passere til glæde for vores medlemmer i de virksomheder, de arbejder i, siger Peter Stensgaard Mørch.
Øget fokus på sundhedsindsatsen
Samtidig med det nye produkt udvider PensionDanmark sin sundhedsindsats for at støtte medlemmerne bedst muligt i at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det sker med en tværgående sundhedsfaglig indsats, som omfatter sygeplejersker, læger, fysioterapeuter og psykologer. Som medlem vil man ved aktivering af forsikringen blive tilknyttet en fast tovholder, som er følgesvend gennem de forskellige sundhedsfaglige indsatser, og som også kan hjælpe med mulighederne for omskoling til andre jobfunktioner.Arbejde handler ikke kun om indtægt. Det handler også om livskvalitet, fællesskab og mening i hverdagen. Derfor er vores ambition ikke kun at udbetale en forsikring, men i lige så høj grad at hjælpe medlemmerne tilbage i job, hvis det er muligt. Med en styrket og mere sammenhængende sundhedsindsats giver vi dem den bedst mulige støtte undervejs, siger Peter Stensgaard Mørch.
