Skip to main content
11. april 2024

Ny spillefilmfestival kommer til Odense

Målet med festivalen er at give filmskabere, der har taget springet fra kortfilm til spillefilm, en platform og et publikum.

Af: Andreas Hjort | Foto: Unsplash

I april 2025, byder festivalernes by, Odense, en ny spillefilmsfestival velkommen, nemlig OFFSpring.

Odense har gennem de seneste år forvandlet sig til at være en innovativ kulturby. Hvert år kan man finde mange festivaler, som har fokus på alt fra musik og blomster til magiske dage for barnlige sjæle og Rosévin.

OFFSpring

OFFSpring er ikke den første spillefilmsfestival i byen. Festivalen udspringer nemlig af kortfilmfestivalen OFF, Odense International Film Festival, som er den eneste danske kortfilmfestival, der kvalificerer til Oscar, EFA og Robert-priser, og som fejrer sit 50-års jubilæum i 2025.

Målet med OFFSpring er at give filmskabere, der har taget springet fra kortfilm til spillefilm, en platform og et publikum. OFFSpring fokuserer derfor på filmskaberes første og anden spillefilm. Programmet fremhæver debutfilm fra etablerede instruktører, mens film fra nyere talenter præsenteres i et konkurrenceformat.

Mere end bare film

Over 7-10 dage vil festivalen byde på nationale og internationale filmvisninger, samt talks og andre arrangementer for publikum. Det er festivalens mål at skabe et unikt miljø fyldt med faglige indslag, paneldebatter, netværksmuligheder, workshops og oplæg fra anerkendte talere.

Derved ønsker OFFSpring at være et centralt samlingspunkt for filmbranchen og filmentusiaster fra Odense såvel som resten af landet.