Vi ryster og er glade. Vi fik overvældende respons hele dagen, men vi havde aldrig troet, at det var nok til at vinde førstepladsen, siger Christina Berggreen fra teamet.
Ny teknologi skal sikre døendes rettigheder
En chipscanner på døendes plejehjemsdør var så god en idé, at fire elever fra Syddansk Erhvervsskole i Odense snuppede førstepladsen i den landsdækkende opfinderkonkurrence for elever på erhvervsuddannelser ved Danish Entrepreneurship Festival
Hundredvis af fremtidens potentielle iværksættere og innovative medarbejdere stillede i dag op til Danmarks største entreprenørskabsfestival i Øksnehallen. Her pitchede folkeskoleelever, elever fra ungdomsuddannelser og studerende på videregående uddannelser deres idéer til, hvordan vi løser fremtidens udfordringer i Danmark.
En af de konkurrencer, der blev afholdt, var Kickstart Programme målrettet elever på erhvervsuddannelserne, og den er støttet af Think Human Foundation. Her vandt holdet Restech med eleverne Christina Berggreen, Tim Adler Svendsen, Oliver Rudebeck Lass Mætzke og Mike Hannibalsen fra Syddansk Erhvervsskole i Odense.
Holdet har udviklet en 3D-printet chiplæser til plejehjemspersonales sundhedskort. Tidligere kunne alle se det klistermærke, der angav, om døende borgere ønskede at blive genoplivet eller hvile i fred, men med den nye teknologi er det kun sundhedspersonale, der har adgang til de informationer.
De fire vindere af årets nationale finale i Kickstart Programme var mere end almindeligt overraskede, da deres hold blev udråbt som vinder af den nationale konkurrence ved Danish Entrepreneurship Festival i Øksnehallen i København.
