02. november 2026

|

Pressemeddelelse

Ny udstilling på Kunstmuseum Brandts: Keld Helmer-Petersen – Fotografiets Frontløber

Den 14. november åbner den nye udstilling Fotografiets Frontløber på Kunstmuseum Brandts, hvor Keld Helmer-Petersens modernistiske fotografier og stramme kompositioner præsenteres i et nyt lys.

Ny udstilling på Kunstmuseum Brandts: Keld Helmer-Petersen – Fotografiets Frontløber
Af: Kunstmuseum Brandts | Foto: Kunstmuseum Brandts

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Keld Helmer-Petersens historie er en fascinerende fortælling om en autodidakt kunstner, der med modige og nysgerrige eksperimenter gjorde farvefotografiet til en anerkendt kunstform og introducerede modernismen i dansk fotografi. Gennem syv årtier viste han fotografiets evne til at genfortrylle hverdagens små detaljer og forvandle vores omgivelser til iøjnefaldende, nytænkende billeder.

Med mere end 80 værker tager udstillingen på Kunstmuseum Brandts publikum med på en rejse gennem kunstnerens samlede produktion og introducerer en af Danmarks mest interessante og indflydelsesrige fotokunstnere.

Frem til 1940'erne holdt kunstfotografer sig primært til sort-hvid, da den gængse opfattelse var, at farvefotografier hørte hjemme i reklameindustrien. Men Keld Helmer-Petersen begyndte at tage sine kunstfotografier i farver. Som en af de første herhjemme zoomede han helt ind på motiverne, så de blev til tætte, nærmest abstrakte beskæringer af hverdagens detaljer, som vi normalt ikke lægger mærke til eller finder interessante nok til at forevige. Det kunne være et nedløbsrør, et vejskilt, en murstensvæg eller facaders farvespil. Han brugte farverne til at komponere sine billeder, hvilket på daværende tidspunkt var noget helt nyt.

Det, der umiddelbart så simpelt ud, var i virkeligheden et avanceret og dengang helt nyt fotografisk greb. Med sit poetiske blik og farvefilm i kameraet forvandlede Helmer-Petersen hverdagens detaljer til kunst, mere end to årtier før hans amerikanske kolleger Stephen Shore (f. 1947) og William Eggleston (f. 1939) gjorde netop denne genre berømt.

I 1948 udgav Keld Helmer-Petersen bogen 122 Farvefotografier, som blev hans helt store gennembrud. Han fik international anerkendelse og blev blandt andet præsenteret i en omfattende reportage i det amerikanske tidsskrift Life Magazine. I 1950 rejste han til Chicago, hvor han både var elev og gæsteunderviser på det Bauhaus-inspirerede Institute of Design.

Forfaldsæstetik og kontraster

Både naturen, industrien og havnemiljøerne rummede motiver og materialer, som han udforskede ved at gå helt tæt på og fokusere på form, struktur og overflader. Det var ikke fortællingen bag motivet, men de grafiske linjer, flader, lys og skygger, der optog ham.

I Chicago rettede han kameraet opad og fotograferede stålkonstruktioner, brandtrapper og arkitektoniske flader som silhuetter mod byens grå himmel. I 1960'erne og 1970'erne vendte han i stedet kameraet nedad og indfangede affald, en henkastet dåse, en tabt handske eller revner i asfalten.

Gennem hele sin karriere tog Keld Helmer-Petersen også fotografier i sort-hvid. I efterkrigsårene arbejdede han med skarpe kontraster og et grafisk udtryk, hvor stålkonstruktioner, kraner og arkitektur blev forvandlet til dynamiske sort-hvide kompositioner.

Senere blev kontrasterne blødere, og selvom fokus fortsat var på omgivelsernes æstetiske kvaliteter, voksede hans interesse for at undersøge, hvad der sker, når ting forfalder, forvitrer og går i opløsning.

Keld Helmer-Petersen eksperimenterede hele sit liv med fotografiets udtryk, og hans konstante nysgerrighed og nyskabelser gør, at vi i dag både herhjemme og internationalt anerkender hans kæmpe værdi og store bidrag til fotografiets historie. Han minder os om, at vi skal løfte blikket fra skærmen og åbne vores øjne for det forunderlige i vores omverden, siger udstillingens kurator, fotohistoriker Inger Ellekilde-Bonde.

Arkitekturens fotograf

Sideløbende med sit kunstneriske arbejde var Keld Helmer-Petersen arkitekturfotograf og lektor på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Han fotograferede værker af flere af tidens store arkitekter, heriblandt Arne Jacobsen, og arbejdede tæt sammen med blandt andre Poul Kjærholm, Finn Juhl og Jørn Utzon.

Jeg er sikker på, at andre, der ser dine billeder, reagerer, lige som jeg gør hver gang: når jeg har kigget på dem, opdager jeg med det samme, at jeg ser på mine omgivelser med andre øjne, skrev Jørn Utzon i Keld Helmer-Petersens bog Frameworks fra 1993.

Helmer-Petersen havde en blomstrende karriere, særligt internationalt, men var alligevel længe tæt på at blive glemt i fotohistorien.

I de senere år har hans arbejde igen opnået stor international anerkendelse, ikke mindst takket være den britiske fotograf Martin Parr (1952-2025). I sit trebindsværk The Photo Book – A History fremhæver Parr Helmer-Petersen som en af de vigtigste pionerer inden for farvefotografiet i den internationale fotokunsthistorie.

Vi er meget glade for, at vores store, internationale samling af fotokunst her på museet nu kan danne baggrund for en samlet fortælling om en af de danske fotografer, der har haft størst indflydelse på udviklingen af fotokunstens historie. Det er et særligt ansvarsområde for Kunstmuseum Brandts at præsentere fotokunst, og Keld Helmer-Petersen er en international sværvægter, vi herhjemme kan være særdeles stolte af, siger direktør for Kunstmuseum Brandts, Stine Høholt.

 

 

Nøgleord
Kultur
Event Information