Emil Rostrups iscenesættelse af Joni Eikas novelle bliver en ekspressiv og tværkunstnerisk undersøgelse af, hvad der kan opstå i ruinerne af den globaliserede turismes udnyttelseslogik. BAD MEXICAN DOG rammer ind i en aktuel og vedkommende debat – efter en glohed sommer med overturisme, som gør kroppe og natur til forbrugsvarer. Samtidigt undersøger den, hvordan begær, ritualer og fællesskaber kan frigøre kroppen med en antikapitalistisk kraft.
BAD MEXICAN DOG inviterer til et surrealistisk charterhelvede, gestaltet af Rostrups performative team: skuespillerne Tani Dibasey og Ludvig Brostrup og musiker Ruhi Erdogan. På Sort/Hvids scene træder beach club’en frem foran publikum: Menneskelige relationer reduceres til transaktioner, når beach boys’ene opvarter de feriedovne og dekadente turister og tilbyder dem massage, drinks, solcreme og skygge. De fortæller om deres liv, deres indbyrdes kærlighed og det mystiske liv, der begynder, når gæsterne er gået hjem. Stykket udfolder et univers af kropslighed, opløste grænser og rituelt fællesskab, hvor beach boys’ene om natten bryder med dagens kapitalistiske arbejdssystem og laver syrede ritualer med hinanden – med sæd, spyt, parasoller og lysende æg.
Da den rødhårede og nervøse Ginger ved et uheld ender med ansigtet mellem en kvindelig strandgæsts balder, ændrer noget sig. Han bliver banket ihjel af kvindens partner, mens ferien fortsætter omkring ham. Kort efter spiller musikken igen. Alt er tilsyneladende normalt, men nu lyder musikken anderledes. Når solen går ned, samles beach boys’ene om den dødes krop. Det okkulte dødsritual genopvækker mulighederne for et nyt globalt broderskab. Det er en kosmisk forbindelse, som går ud over individet.
Hvad der er fælles for novellen og for forestillingen er særligt (form)sprogets skabende kraft:
Sprogmodeller og systemer styrer vores hverdag mere og mere, og mest aktuelt med udbredelsen af AI. Og sprog er også et system, eller en struktur, som gavner nogle - men samtidigt også udnytter andre. I en sprogligt domineret verden er det vigtigt at tro på, at selv det absolutte system kan ændres ved hjælp af magi, og at intet i virkeligheden er absolut. Vi skal genfinde vores sproglige evne til at gentænke virkeligheden radikalt, fortæller instruktør Emil Rostrup.
BAD MEXICAN DOGs soniske univers skabes af komponist, producer og musiker Ruhi Erdogan. Med musikken træder man ind i store, ambiente og dronede rum – med distortede lydeffekter på trompeten, kontaktmikrofoner, samplede strygere og skinnende teksturer, der spejler magiens verden i forestillingen (fans af Colin Stetson og Jon Hassell vil spidse ører her). De kontrastfyldte lydflader står over for en mere up-beat og stemningspræget latin-inspireret resortmusik, der placerer beskueren i et lydligt univers af sol, liggestole og poolferie. Kontrasten i musikken komplementerer kontrasten, der bor i beach boys’enes liv:
Det er boys, der arbejder og har ét liv om dagen og ét om natten. Og de er velvidende om, at de er der på en arbejdskontrakt – alt i fortællingen har en kontrakt: Poolen, liggestolene, menneskerne. Og hvorfor? De her boys er bundet til et system, som de sidder fast i. Men de prøver håbefuldt at omskrive kontrakten. Og beach boysene bliver ved med at snakke om, at der er en mening med, at de er der. De ved bare ikke hvilken, afslutter Emil Rostrup.
BAGOM BAD MEXICAN DOG
”Da jeg skrev novellen, tænkte jeg på charterturismen som en tilværelsesform, der reducerer verden til ren omgivelse: Både de mennesker og ting, der befolker den, skal stå til rådighed for turistens nydelse, men må ikke larme, forstyrre eller være besværlig. Altså en intensivering af kapitalismens reducering af alting til ressource, dens totale ligegyldighed overfor alt det uprofitable, det sårbare, det sensuelle, det uigennemsigtige. Det er dén kraft som drengene i novellen er underlagt – men samtidig udvikler de en sans for alt det, der trækker sig tilbage, både i dem selv og tingene omkring dem. Sproget i novellen er et forsøg på at synge det usete frem, gøre det til udgangspunkt for en slags modstand.” – Joni Eika, forfatter til Efter Solen
”Udfordringen er at honorere historien bedst muligt. Det er komplekst at lave en adaptation, og det er ikke det samme, hvis man laver et drama ud af det. Det er det, der er pointen: Den magiske eller surrealistiske forståelse er at undersøge, hvad der ligger bag Joni Eikas tekst. Hvad er fornemmelsen og følelsen i teksten? Det er den del, vi gerne vil have frem.”
Emil Rostrup, instruktør BAD MEXICAN DOG
”Der er en brutalitet og skønhed i Eikas poetiske øko-sci-fi, der bevæger sig ud over at være en pegefinger rettet mod en ubæredygtig turisme og åbenlys klassekritik. Her er et ønske om at skabe et fællesskab, der både rummer en transgressiv samhørighed, og en magisk, kosmisk forbundethed. Det kunstneriske hold kommer til at udfordre os og vores selvforståelse som de privilegerede, og med en tilgang, der kan minde om Ruben Östlunds film Triangle of Sadness. Dog med en større fabulerende klangflade, der sender turismen på et syretrip i kosmos.” – Nathalie Mellbye, kunstnerisk direktør Teater Sort/Hvid
OM
Instruktør Emil Rostrup og scenograferne Ditte Tygesen og Mikkel Rostrup har hver især arbejdet med at skabe kompromisløse, samskabende og æstetisk mættede performative værker. Sammen har de udviklet unikke metoder til at arbejde improviseret og frit, bl.a. ifm. værker som Madeleine & Drømmene, Ridley Scott Metoden, TR!P og Djævleuddriveren.
Ludvig Brostrup er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2022, og de blev i 2024 udvalgt som et af Årets Talenter ved årets Reumert for deres præstation i Hyper Switch Ultra Faggot. Tani Dibasey er en anmelderhædret norsk skuespiller og instruktør, der i disse år markerer sig som en nyskabende stemme på den norske teaterscene, og som har modtaget flere Heddapriser for sit kunstneriske arbejde. Dibasey bevæger sig mellem sceneku nst og performance med et særligt samtidsblik og blik for nye fortælleformer. På Det Norske Teatret har han både medvirket som skuespiller og skabt egne værker. I 2025 fik han sammen med kunstnerkollektivet Only Slime ansvaret for Scene 3. Ruhi Erdogan er trompetist, komponist og producer med base i København. Han er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium og har en forankring i jazzscenen i Danmark. Han har spillet og samarbejdet med musikere fra både den danske og internationale scene. Som musiker og solist har han udgivet musik og optrådt på blandt andet Copenhagen Jazz Festival.
Medvirkende LUDVIG BROSTRUP (de/dem), TANI DIBASEY (han/ham), RUHI ERDOGAN (han/ham) (musiker)
Iscenesætter
EMIL ROSTRUP
Scenografer og kostumedesignere
GRIF
(
DITTE MARIE TYGESEN, MIKKEL ROSTRUP)
Komponist
RUHI ERDOGAN
Lysdesigner
BALDER NØRSKOV
Lyddesigner (i praktik fra DDSKS)
AMALIE CECILIE FREDERIKSEN
Baseret på novelle af
JONI EIKA
Støttet af STATENS KUNSTFOND, WILLIAM DEMANT FONDEN, LIZZI OG MOGENS STAAL FONDEN, DANSK SKUESPILLERFORBUND, OVERRETSSAGFØRER L. ZEUTHENS MINDELEGAT
