Smukke toner og tunge åndedræt drager publikum ind i det mørke udstillingslokale. En stor videoinstallation midt i rummet viser en kompleks relation - et intimt og dramatisk øjeblik mellem to mennesker. Scenen er inspireret af både hverdagen, klassisk opera og moderne science fiction, og det rum, der opstår, virker derfor på én gang både velkendt og fremmedartet.
En audiovisuel totaloplevelse
Øverst oppe under taget på Kunstmuseum Brandts træder man ind i en altopslugende oplevelse af billede og lyd, når kunstnerne Ea Verdoner og Cæcilie Trier i samarbejde med August Rosenbaum byder ind med hver deres kunstart. Aria er en audiovisuel totalinstallation, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi udviskes i et helt nyt værk, skabt specifikt til Kunstmuseum Brandts.
Når virkelighed og fantasi smelter sammen
Aria er inspireret af fortællingen om Don Quixote, der har læst for mange ridderromaner og mister sin virkelighedsopfattelse og derfor farer afsted for bogstaveligt talt at bekæmpe vinden.
Strukturen i video-og lydværket er lånt fra opera-genrens melodrama og udstrakte følelsesøjeblikke – hvor arien er et sublimt øjeblik. Her standses tiden og følelser får form; personerne fortabes i uforløste drømme og forventninger.
Udstillingen er i sin kerne bygget op som en arie, en form for tragedie, der udforsker hjertesorgen hos en karakter, hvis drømme kolliderer med en barsk og ubarmhjertig virkelighed. Verdoner inviterer dermed til refleksion over den stille udmattelse, fremmedgørelse og følelsesmæssige tyngde, der er knyttet til mange nutidige problemstillinger.
Udstillingens titel kommer af italiensk og betyder ”luft”, men er også en musikalsk betegnelse for den klassiske operas følelsesladede solosange, der ofte opføres som højdepunktet i en forestilling. Aria er luften, der ikke syner af noget, men som er det uundværlige mellemrum, hvor lyd rejser, stemmen bæres, og hvor afstand og forbindelse sameksisterer.
Under udstillingen vil det desuden være muligt at opleve en række performances, der udvider filmens musikalske univers og opføres af komponisterne Cæcilie Trier og August Rosenbaum.
Ea Verdoner har tidligere udstillet på Copenhagen Contemporary, og i 2025 med værket ’Opløsning’ i Cisternerne.
Fakta
Ea Verdoner (f.1985) er visuel kunstner med koreografisk baggrund, og har med afgang fra Statens Scenekunstskole (2007), International Center of Photography (2014) og Roskilde Universitet (2016) skabt et kunstnerskab, der tager form som installations- og performancekunst såvel som fotografi, film og tekst. Verdoner har desuden tidligere skabt værket Opløsning i Cisternerne (2025).
Cæcilie Trier (f. 1982) er komponist og cellist. Uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium (2015), samt Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (2018) udgiver Trier musik under navnet CTM, senest med albummet Vind (2023) og som en del af TLF Trio med albummet Desire (2025). Hendes karakteristiske tilgang til sit instrument har vundet genklang i hele verden med koncerter i bl.a. Villa Medici, New Hollywood Theatre, Berlin Atonal og Café Oto i London.
August Rosenbaum (f. 1987) er pianist og komponist. Uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København har Rosenbaum etableret sig både som soloartist, komponist og producer med stærk forankring i både kunst, teater og popkultur. Rosenbaum har udgivet otte albums i eget navn, samt skabt kompositioner til blandt andre Copenhagen Contemporary, Cisternerne, Det Kgl. Teater, Den Kgl. Ballet, Hotel Proforma, Metropolitan Museum of Art og Palais De Tokyo.
