Klokken lyder, signalet blinker rødt, og bommene går ned i overkørslen. Et sikkert tegn på, at toget er på vej, og langt de fleste standser derfor ved overkørslen. Men ikke alle…
Desværre er antallet af nærved-hændelser, hvor trafikanter krydser overkørslen, efter at advarselsanlægget er gået i gang, steget kraftigt. På landsplan gik tallet fra 323 nærved-hændelser i 2024 til 471 i 2025, hvilket er en stigning på 46 procent.
En af de strækninger på den danske jernbane, der er hårdest ramt, er Svendborgbanen. Her blev der registreret 58 nærved-hændelser i 2025, og det er primært fodgængere og cyklister, der krydser banen, når advarselsanlægget er i gang.
Hver gang, en trafikant vælger at ignorere signalerne, er der risiko for en ulykke, for togene har lang bremselængde og kan ikke undvige en, der befinder sig i sporet. Så ved at krydse en overkørsel, mens signalet er i gang, sætter man livet på spil siger Martin Harrow, sikkerhedschef i Banedanmark
Målrettet kampagne
Det er lokomotivførerne, der indberetter hændelserne til Banedanmark, og på Svendborgbanen er det i byerne, at flest trafikanter ignorerer signalerne. Det er ved overkørslen i Fruens Bøge i Odense, i Ringe, og i de to overkørsler i det centrale Svendborg.
Derfor sætter Banedanmark nu fokus på trafikanternes adfærd i overkørslerne med Kampagnen ”Du kan ikke lige nå det…”.
Banedanmark arbejder løbende på at forebygge ulykker og skabe trygge rammer for både passagerer, bilister, cyklister og fodgængere ved de danske overkørsler. Men sikkerheden afhænger også af, at trafikanterne overholder færdselsloven og venter, når et tog passerer overkørslen. Og der er det altså bekymrende at se, at mere end 10 procent af de registrerede nærved-hændelser i 2025 foregik på Svendborgbanen. Derfor sætter vi med den her kampagne fokus på trafikanternes adfærd i overkørslerne, så vi alle kan komme sikkert hjem siger Martin Harrow
Det handler om farlig adfærd
Det er lokomotivførere fra jernbaneselskaberne, der indberetter nærved-hændelser til Banedanmark og Trafikstyrelsen, og i langt størstedelen af tilfældene er det bløde trafikanter som fodgængere og cyklister, der krydser overkørslerne ulovligt.
Det bekræfter den første landsdækkende adfærdsundersøgelse, som Trafikstyrelsen har taget initiativ til i et samarbejde med Epinion, DSB, og Banedanmark.
Her svarer hver femte af fodgængerne og fem procent af bilister, at de vil krydse en jernbaneoverkørsel uden bom, på trods af advarselssignaler, hvis de ikke kan se eller høre et tog. Adfærdsundersøgelsen viser også, at hver femte trafikant ikke kender færdselsreglerne ved jernbaneoverkørslerne.
De seneste år har vi registreret et stærkt stigende antal nærved-hændelser ved overkørslerne, hvor vi har haft en hypotese om, at det kunne skyldes en øget risikoadfærd, men vi har faktisk ikke vidst, om det rent faktisk forholdt sig sådan. Nu bekræfter undersøgelsen, at det generelt ikke handler om utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger ved sporene, men om en farlig adfærd, der skal stoppes. Her er Banedanmarks kampagne et vigtigt skridt for at synliggøre, hvor farligt det er at bryde reglerne siger Laura Meyer Harrison, kontorchef i Trafikstyrelsen
Læs mere om kampagnen, og se kampagnefilmene her:
Læs mere om, hvilke regler der gælder, når du skal krydse jernbanespor her.
Fakta:
- Banedanmark har ansvaret for 751 sikrede overkørsler i Danmark – heraf 30 på Svendborgbanen.
- Der blev registreret 471 nærved-hændelser i disse jernbaneoverkørsler i 2025.
- Det er en stigning på 46 procent sammenlignet med 2024.
- På Svendborgbanen blev der sidste år registreret 58 nærved-hændelser, og i 2024 var tallet 51.
- En nærved-hændelse er en hændelse, hvor en person eller et køretøj er tæt på at blive ramt af et tog.
- Det er ulovligt at passere en jernbaneoverkørsel, når signalanlægget er aktiveret.
- Tog kan ikke undvige og har ofte en bremselængde på flere hundrede meter.
