Daniel har tidligere arbejdet som VVS'er, men i dag er rørtangen skiftet ud med arbejdet som SOSU på Plejehjemmet Skt. Hans Parken i Odense.
Her blev en idé, som havde ligget i baghovedet i længere tid, til en sang om livet på plejehjemmet.
Det havde ulmet i min underbevidsthed i lang tid. Jeg synes, det kunne være sjovt, hvis vi havde vores helt egen sang om livet her på Skt. Hans Parken - en form for themesong. Så med hjælp fra AI og forskellige musikprogrammer på nettet, fik jeg flikket en sang sammen, fortæller Daniel til Odense Kommune.
Sangen blev først spillet for en kollega, som mente, at lederen også skulle høre den.
Da den var færdig, startede jeg med at spille den for en kollega. Hun blev vildt begejstret og sagde med det samme, at jeg skulle spille den for vores leder. Det var jeg dog lidt loren ved. Men inden jeg nåede at tænke det til ende, stod min leder i døren, fordi min kollega havde sladret. Og da hun hørte sangen, blev hun så rørt, at hun fældede en tåre. Der blev jeg ret glad, siger Daniel til Odense Kommune.
Skiftede VVS-faget ud med arbejdet med mennesker
En af grundene til, at Daniel er glad for sit arbejde på plejehjemmet, er relationerne til både beboere og kolleger.
Lige meget hvad der sker, så får vi det til at fungere. Vi har et godt sammenhold og en masse respekt for hinanden og beboerne. Det kommer til udtryk i hverdagen, selvom vi er pressede. Det er som om, vi alle sammen har en indre flamme, der brænder igennem. Ud over det så trives jeg bare rigtig godt med at arbejde med mennesker og holder meget af de relationer og livshistorier, man bliver en del af på et plejehjem, siger Daniel til Odense Kommune.
