Rigtig Kaffe har siden 2009 solgt kaffe og kaffeudstyr til danskerne via deres webshop. Men i takt med at interessen for bedre hjemmebrygget kaffe er vokset, har virksomheden oplevet et stigende behov for også at møde kunderne ansigt til ansigt.
Derfor har Rigtig Kaffe de seneste år investeret markant i den fysiske del af forretningen. Først med et stort showroom ved hovedsædet i Tilst, siden med åbningen af en butik i Gentofte i 2025 – og nu står Odense for tur.
Vi kommer fra nethandel og har stadig en stor del af vores forretning online. Men vi kan samtidig se, at jo mere kaffe og udstyr folk interesserer sig for, desto større bliver behovet for at kunne opleve produkterne i virkeligheden. Derfor ser vi ikke webshoppen og butikkerne som konkurrenter. De løser to forskellige behov og gør hinanden stærkere, siger medejer af Rigtig Kaffe, Morten Melballe.
Fra research på nettet til kaffe i koppen
Med sine 282 m² bliver den nye butik på Tagtækkervej 8 i Odense M tæt ved Rosengårdcentret Fyns største specialbutik for kaffe. Her kan kunderne blandt andet opleve espressomaskiner fra Siemens, Jura, Gaggia, Profitec, Smeg, Nivona, ECM, Eureka, La Pavoni og La Marzocco. Dertil kommer kaffekværne, bryggeudstyr, friskristede kaffebønner, special-te og tilbehør.
Muligheden for at komme tæt på produkterne er en vigtig del af Rigtig Kaffes fysiske satsning. En espressomaskine kan være en stor investering, og i butikken kan kunderne opleve maskinerne i brug og få hjælp til at finde den rette.
Der er ting, en produktside aldrig helt kan erstatte. Hvordan føles og lyder maskinen, og hvad betyder funktionerne i praksis? Det er lettere at finde ud af over en kop kaffe i butikken, siger Morten Melballe.
Flere butikker er en del af strategien
Odense er et naturligt valg. Rigtig Kaffe har allerede mange kunder på Fyn og i Trekantområdet, som hidtil primært har mødt virksomheden online.
Vi kender allerede kunderne på Fyn. Nu glæder vi os til også at kunne møde dem ansigt til ansigt, fortæller Morten Melballe.
Rigtig Kaffe begyndte som onlineforretning i 2009. Siden er et stort showroom i Tilst og en butik i Gentofte kommet til, og Odense bliver virksomhedens tredje fysiske lokation.
Webshoppen er stadig hjertet i vores forretning, men den behøver ikke stå alene. Derfor kommer de fysiske butikker til at fylde mere hos os fremover, siger Morten Melballe.
Der er åbningsweekend i den nye butik lørdag den 29. og søndag den 30. august 10:00 til 17:00 på Tagtækkervej 8, 5230 Odense M.
