Fra den 18. august kan fynske bilister støtte Legeheltene, når de tanker, lader og shopper hos Shell. Efter stor opbakning til at støtte Legeheltenes arbejde har DCC Energi lanceret en ny, landsdækkende indsats for at støtte indlagte børn. Der er også 200 frivillige, der strikker og hækler hjerter, som kan købes for at støtte de indlagte børn.
Kampagnen støtter børn, der er indlagt på hospitaler, ved at bilister får mulighed for at donere krammebamser til børn og sende støttekroner til Legeheltenes arbejde på forskellige børneafdelinger. Der kan også købes små strikkede hjerter på tankstationerne som et bevis på, at man har bidraget til sagen.
Vores første indsamling til fordel for Legeheltenes arbejde var en ubetinget succes. Derfor udvider vi nu indsatsen sammen med kunderne og gør en almindelig tur på tanken til noget, der kan give et indlagt barn lidt glæde. Her vil vi ikke alene give et økonomisk bidrag, når kunderne lader eller tanker. Kunderne vil også kunne købe et af de fine små hjerter, som en stor gruppe af frivillige har hæklet eller strikket til Børneulykkesfonden og vores kampagne, siger Henrik Ottosen, direktør for privatkunder hos DCC Energi, der blandt andet driver Shell-tankstationerne i Danmark.
Tusindvis af heltehjerter
Børneulykkesfonden fortæller, at der indtil videre er strikket flere end 2.400 hjerter til indsamlingen. Der sidder cirka 315 frivillige og laver heltehjerterne i flere forskellige farver og stile. Et hjerte koster 45 kroner, og pengene går ubeskåret til Legeheltene.
Vi er dybt taknemmelige for den store opbakning, vi oplever. Det er rørende at tænke på, at så mange mennesker vælger at bruge deres tid og evner til fordel for Legeheltenes indsats. Vi kan se, at det er folk fra alle dele af landet, der bidrager. Mange har det til fælles, at de er i familie med et barn, der har været eller er indlagt, og derfor måske også har en forbindelse til vores sag, der stikker lidt dybere, siger generalsekretær, Henriette Madsen.
Indsamlingen kører fra den 18. august til og med den 14. september og omfatter alle 215 Shell-tankstationer i Danmark. Bilister, der tegner et nyt Shell Card i denne periode, vil automatisk donere en krammebamse til et indlagt barn og modtage 50 kroner på kortet. Hver fredag i perioden vil DCC Energi donere 5 øre til Legeheltene for hver liter brændstof eller kWh, der bliver købt med Shell Card i Danmark.
Hvem er Legeheltene?
Legeheltene er en del af Børneulykkesfonden og støtter de ca. 60.000 børn, der indlægges i Danmark hvert år. De er med til at igangsætte aktiviteter og bevægelse med børnene, der ofte oplever hospitalet som et sted forbundet med ensomhed og inaktivitet.
Om DCC Energi
DCC Energi er et af landets største energiselskaber og prøver at tilbyde bæredygtige løsninger til deres kunder, eksempelvis gennem biobrændstoffer, biogas, ladeløsninger til elbilister, varmepumper, solcelleanlæg, el og varmeservice. De forsyner både danske lufthavne med flybrændstof og Shell-tankstationer i Danmark.
