Grand Hotel har gennem generationer været en del af Odenses identitet. Med sin centrale placering, lange historie og markante rolle i bylivet er hotellet blandt byens mest kendte bygninger.
Nu får hotellet nye ejere, som ser et betydeligt potentiale i at videreudvikle det ikoniske hotel med respekt for dets historie og særlige karakter.
Odense Sport & Event overtager Grand Hotel med et mål om at skabe Odenses første femstjernede hotel gennem betydelige investeringer i renovering, udvikling og udvidelse af hotellet. Samtidig skal investeringen bidrage til at styrke Odenses position som destination for turisme, erhvervsliv, konferencer og internationale arrangementer.
Overtagelsen har været længe undervejs, og nu er parterne nået i mål, fortæller Niels Thorborg, ejer af Odense Sport & Event:
Grand er Grand. Et hotel med en særlig historie, karakter og plads i Odense. Derfor er vi både stolte og ydmyge over, at hotellet nu bliver en del af Odense Sport & Event. Vi har troet på potentialet i Grand i mange år, og vores mål er at udvikle hotellet med respekt for dets historie og karakter, samtidig med at vi løfter oplevelsen til et niveau, der matcher både hotellets potentiale og Odenses ambitioner siger Niels Thorborg
Hos sælgeren, Host Danmark A/S, er der også tilfredshed med aftalen. Anders Moe, CEO, glæder sig over, at Grand Hotel nu får en ejer med stærke lokale ambitioner:
Grand Hotel har en særlig historie og betydning for Odense, og derfor har det været vigtigt for os at finde en ejer, som både forstår husets identitet og har ambitioner om at udvikle det videre. Vi er overbeviste om, at Odense Sport & Event er den rette ejer til at føre Grand Hotel ind i næste kapitel. Hotellet får en ejer med stærke lokale rødder, langsigtede ambitioner og et klart ønske om at bidrage til den fortsatte udvikling af både hotellet og Odense som destination siger Anders Moe
Et hotel, der er rejsen værd
Ambitionen er at udvikle Grand gennem udvidelse af antallet af værelser, en gennemgribende renovering af hotellet og en løbende udvikling af gæsteoplevelsen.
Investeringen er samtidig et udtryk for troen på Odenses fortsatte udvikling. Byen har de seneste år oplevet betydelig vækst inden for turisme, erhverv, kultur og internationale arrangementer, og ambitionen er, at Grand Hotel skal være med til at understøtte den udvikling.
Borgmester Peter Rahbæk Juel ser positivt på investeringen og de ambitioner, der følger med:
Grand Hotel er en helt særlig institution i Odenses nyere historie. I mere end 100 år har hotelbygningen været en del af billedet på vores by, så det er en af byens finere og ældre gamle damer, der nu træder et skridt frem på scenen igen - med en ambition om fem stjerner siger Peter Rahbæk Juel
Samtidig er det en vigtig investering, der kommer til at gøre Odense til en endnu mere attraktiv destination for flere - og som er med til at løfte byens tyngdepunkt - helt i tråd med vores nye Turisme- og Eventstrategi, tilføjer borgmesteren.
Flere muligheder for store arrangementer
Grand bliver en del af en hotelportefølje, der allerede tæller Hotel Odense ved OCC og Hotel Odeon i Odense centrum.
Odense Sport & Event har på sigt ambitioner om at råde over mere end 1.000 hotelværelser i Odense. En større værelseskapacitet skal sammen med koncernens møde- og eventfaciliteter i OCC skabe endnu bedre muligheder for at tiltrække og afvikle konferencer, kongresser, kulturarrangementer og internationale events.
Administrerende direktør i Odense Sport & Event, Enrico Augustinus, ser opkøbet som et vigtigt skridt i den udvikling:
Når arrangører vælger værtsby til alt fra store sportsbegivenheder til internationale kongresser, har både kvalitet, beliggenhed og antallet af hotelværelser stor betydning. Med Grand får vi mulighed for at tilbyde rejsende et ophold i absolut topklasse i hjertet af byen, samtidig med at den større kapacitet stiller os stærkere, når vi sammen med vores samarbejdspartnere byder ind på store arrangementer. Det er godt for både gæsterne, erhvervslivet og Odense som konference- og eventby siger Enrico Augustinus
Vejen mod fem stjerner begynder nu
Overtagelsen markerer begyndelsen på et nyt kapitel for Grand Hotel, hvor det første skridt allerede er taget. Den igangværende tagrenovering fortsætter som planlagt, og i de kommende år skal hotellet gennemgå en gradvis udvikling, der bygger videre på Grand Hotels stærke historie og position i byen.
For gæster og medarbejdere fortsætter hverdagen som hidtil. Hotellet holder åbent gennem hele forløbet, alle medarbejdere fortsætter i deres nuværende stillinger, og den daglige drift videreføres uændret.
Målet er at bevare det, som generationer af gæster har værdsat ved Grand Hotel, samtidig med at hotellet udvikles til en moderne hoteloplevelse i international klasse.
Grand skal fortsat være Grand. Men ambitionen er samtidig at løfte hotellet til et niveau, der matcher både dets historie, dets potentiale og den udvikling, som Odense gennemgår i disse år.
Fakta om Grand Hotel i Odense:
- Grundlagt i 1897 og blandt Danmarks mest historiske byhoteller.
- Beliggende centralt på Jernbanegade i hjertet af Odense få minutters gang fra banegården, gågaderne og H.C. Andersens Hus.
- Opført som et nationalromantisk hotel og skabt med ambitionen om at være Odenses førende hotel.
- Rummer i dag 135 hotelværelser fordelt på otte værelseskategorier fra enkeltværelser til juniorsuiter.
- Restaurant og bar med både hverdagsservering, arrangementer, koncerter og events.
- Selskabsfaciliteter til blandt andet bryllupper, konfirmationer, fødselsdage og receptioner.
- Moderne møde- og konferencefaciliteter.
- Hotellets største konferencesal har plads til op til 160 siddende gæster under glastag.
