Det har været et travlt første år for International House Odense.
Siden kommunens tilbud til internationale tilflyttere rykkede ind i Borgernes Hus i Odense, er antallet af internationale borgere, der får hjælp, steget fra 300 til 1.000. Kommunen har også udvidet sin målgruppe, så både højt specialiseret arbejdskraft, forskere, faglærte og studerende nu kan få hjælp til at finde bolig, søge job og komme i gang med at bruge byen.
Jeg er meget tilfreds med, at International House Odense er kommet så godt fra start. Vi ved, at internationale medarbejdere spiller en central rolle i fremgangen i beskæftigelsen på landsplan. I Odense og på Fyn halter vi desværre bagefter, og derfor etablerede vi International House Odense, siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell.
På landsplan er 14 % af alle fuldtidsbeskæftigede internationale, mens de på Fyn kun udgør 10 %. En af årsagerne er, at tilflyttere oplever, at det er svært at falde til og blive en del af de lokale fællesskaber.
Derfor er det vigtigt, at vi hjælper nye medarbejdere og deres eventuelle partnere og familie med at falde til. Og bistår virksomhederne med at rekruttere internationalt. Ellers går vi i stå, siger Søren Windell.
Han påpeger, at der i de seneste år har været færre arbejdspladser i Odense, mens der i resten af landet og i de øvrige store byer har været en stigning.
International rekruttering er en forudsætning for Pianotekets vækst
Pianoteket i Odense er en af de virksomheder, der har haft gavn af International House Odense.
Vores medarbejdere har fået hjælp til at komme på plads med det praktiske og med at få åbnet op for det sociale liv udenfor arbejdstiden. Det har været meget værdifuldt for vores virksomhed, siger indehaver Henrik Clement fra Pianoteket, hvor fire ud af i alt otte medarbejdere har international baggrund.
Hvis vi ikke havde været i stand til at rekruttere og fastholde vores internationale medarbejdere, havde vi ikke oplevet den travlhed og fremgang, vi har nu, siger Henrik Clement, som sammen med sine medarbejdere sælger, reparerer og stemmer flygler og klaverer i hele Danmark.
International House Odense hjalp med at holde modet oppe
En af de internationale medarbejdere, som huset har hjulpet, er 27-årige Xhoi Lipe fra Albanien, der arbejder som projektassistent i en entreprenørvirksomhed.
Selvom hun havde en lang universitetsuddannelse med sig fra sit hjemland, da hun flyttede hertil med sin mand, havde hun svært ved at finde job i Danmark.
Jeg vidste intet om det danske arbejdsmarked. Jeg troede, at alle job blev slået op. Men det gør de ikke. Derfor var det godt, at International House Odense kunne vejlede mig, siger Xhoi Lipe, som er uddannet inden for HR, ledelse og økonomi i Albanien.
Det vigtigste var, at International House Odense hjalp mig med at holde modet oppe i en kritisk periode. "Du VIL finde et job," sagde de til mig. Det hjalp mig med ikke at give op, siger Xhoi Lipe.
Ud over at vejlede 1.000 borgere har International House Odense i løbet af sit første leveår hjulpet 74 medfølgende partnere med deres jobsøgning, ydet support til flere end 20 virksomheder og afholdt 53 events med 2.446 deltagere.
