Tirsdag den 6. oktober skal Lars Dyrby fejre 40-års jubilæum hos GF Forsikring. Den 63-årige kan se tilbage på fire årtier, hvor han har hjulpet kolleger med både stort og småt i hverdagen.
Alle kender Lars
Udlært som rørlægger og blikkenslager er Lars kun den anden person i GF's næsten 60-årige historie med hans jobfunktion.
Siden 1986 har Lars været en af de personer, alle GF-medarbejdere møder næsten fra første dag. Som "teknisk servicemedarbejder" er han klar til alt, uanset om det handler om at få skiftet en pære, smurt en knirkende dør eller at få hjælp til at flytte rundt på bordene. Nu runder han snart et skarpt hjørne i GF, og faktisk var en af hans første opgaver at overbevise ledelsen om, at han var moden nok til jobbet.
Jeg var kun 23 år, da jeg søgte stillingen, efter den tidligere pedel gik på pension. Efter en god første samtale blev jeg indkaldt til en ny, og der var de lidt bekymrede for, om jeg var moden nok til jobbet. Jeg tror gerne, de havde set, at jeg var omkring de 30, så jeg sagde: ‘Det kan vel kun være positivt – så har I den samme medarbejder syv år mere.’ Jeg har da i hvert fald overholdt min del af aftalen, siger han med et smil.
Blev hurtigt GF's blæksprutte
I de første mange år af Lars' karriere holdt GF Forsikring til på Karlavej i Odense, og med omkring 60 medarbejdere var selskabet en helt anden størrelse end i dag. Det betød også, at Lars helt bogstaveligt var firmaets altmuligmand.
Udover almindelig vedligeholdelse af bygningen hjalp jeg til ved arrangementer og serverede vin til bestyrelsesmøder. Og hvis kantinen løb tør for varer, kørte jeg ud og hentede det, de manglede. Desuden var det ikke ualmindeligt, at jeg om vinteren stod op kl. 4 om morgenen for at tjekke, om der var kommet sne. Og var der det, så var det bare om at komme i gang med snerydderen, inden folk mødte ind på arbejde, siger Lars.
EDB-afdeling og postafdeling var lige store
I 80'erne havde GF Forsikring eget trykkeri, og her brugte Lars Dyrby over halvdelen af sin tid.
Vi trykte selv alle skadeanmeldelser, der kom ind fra vores medlemmer. Så jeg brugte rigtig meget tid på at sikre, at det hele kørte, som det skulle i trykkeriet. Efterhånden er det blevet mere og mere papirløst, og et billede på udviklingen er, at post-afdelingen dengang var lige så stor som EDB-afdelingen. I dag eksisterer post-afdelingen ikke længere, til gengæld er it-afdelingen bare vokset og vokset, siger Lars.
Lars fortæller videre, at han tilbage i 80'erne typisk startede dagen med at tømme 180 papirkurve. I dag kan han nøjes med tre.
På vej mod karrierens anden flytning
Om få uger flytter GF Forsikrings hovedkontor fra Jernbanevej i Odense NV til Cortex Park i Odense M. Det er anden gang i karrieren, at Lars' arbejdsplads flytter adresse, og han glæder sig til de nye rammer.
Da vi flyttede til Jernbanevej i 2007 fik vi at vide, at her kunne vi blive i 50 år. Efter bare knap 20 år er der tydeligvis brug for mere plads, det siger også lidt om, hvor hurtigt GF er vokset, siger Lars.
Og han fortsætter:
Jeg har altid glædet mig til at gå på arbejde, især på grund af arbejdsopgaverne og fællesskabet blandt kollegerne, og vi er faktisk stadig fem kolleger tilbage, der alle startede i 1986. Selvom vi gennem årene er blevet mange flere medarbejdere, og arbejdspladsen som en naturlig del har udviklet sig, har jeg altid været klar til at omstille mig, og jeg glæder mig til det, der venter i Cortex Park om kort tid.
Privat bor Lars i en lejlighed i Skibhuskvarteret i Odense med sin kæreste, Pia. Han har en datter, som også er GF'er: Hun arbejder nemlig i afdelingen for Skadehjælp.
