Selv om dåbsattesten viser over 60 år, har føtex Vesterbro i Odense sin helt egen, dedikerede vinmand. Og han er kendt af mange. Det skyldes flere ting – blandt andet har han sammen med sin ekskone været indehaver af den tidligere butik El Cava Vin og Tapas. Hans kærlighed for vin og kundekontakt har han taget med sig til føtex.
Vin og mennesker er min passion, siger 64-årige Ole Madsen, der har været en del af føtex Vesterbro siden 2. december 2013.
Det var ikke umiddelbart meningen, at han skulle arbejde med vin, for efter gymnasiet begyndte han at læse naturvidenskab på universitetet, og han arbejdede ved Det Danske Postvæsen om lørdagen. Det greb om sig, og det endte med, at han stoppede på universitetet. I mellemtiden mødte han sin spanske ekskone, og sammen rejste de til Spanien i et halvt år. Det ændrede hans liv. Parret besluttede at importere vin fra Spanien og åbnede vinbutik i Odense.
Det er lige præcis dén viden og interesse for druerne, han i dag deler i det fynske varehus, men vejen dertil var ikke så lige til. I 2006 blev han alvorligt syg og fik egentlig at vide, at han kun havde mellem to uger og to måneder tilbage, men her 20 år efter er han fortsat i live. Lægerne havde svært ved at finde ud af, hvad han fejlede, men han har en kronisk og sjælden tarmsygdom. I dag er han seniorpensionist, og derfor kan fynboerne kun opleve ham i føtex Odense 16 timer hver anden uge.
Min sygdom har gjort, at jeg har en helt anden positiv livsindstilling. Tænk sig – jeg fik at vide, at jeg havde maksimalt to måneder tilbage, og nu er der gået 20 år. Jeg blev fleksjobber i min egen butik i sin tid, men det fungerede ikke. Jeg opdagede, at Bilka Odense søgte en vinmand. Jeg har aldrig i mit liv skrevet en ansøgning, og jeg fik jobbet alligevel. Efter kort tid byttede jeg varehus med en kollega, og jeg har været i føtex på Vesterbro lige siden, fortæller han.
Troede han skulle være førtidspensionist
At han er populær hos de odenseanske vin-kunder, kan varehuschef i føtex Vesterbro, Dennis Grønnebech skrive under på.
Kunderne kommer ind, når de ved, at han er på arbejde, fordi han er dygtig til at dele ud af sin viden og vejlede dem. Han har en særlig ro omkring sig overfor både kolleger og kunder, og de unge er meget begejstrede, når de har vagt med ham. Han er utrolig passioneret og bidrager med en naturlig autenticitet, siger varehuschefen, som er meget begejstret for, at Ole Madsen fortsat har lyst til at arbejde, og at han har en god blanding af både unge og ældre medarbejdere.
Hovedpersonen er glad for, at han har noget at stå op til, og at han kan fortsætte med at arbejde med sin store passion.
Jeg havde jo egentlig troet, at jeg skulle være førtidspensionist, men jeg havde haft et noget mindre berigende liv i stedet for det, jeg har i dag, og jeg er meget tilfreds med, at jeg kan dele min viden med kunderne. Jeg bliver altid glad, når de kommer retur og roser den vin, jeg har solgt dem, og jeg kan også godt lide at få en dialog med dem, hvis ikke de bryder sig om den, for så har jeg mulighed for at vejlede om noget andet næste gang. Jeg sætter meget stor pris på den pingpong, jeg har med kunderne, og det betyder meget for mig, at jeg kan forsætte med min passion her i føtex.
Fynboerne genkender ham på gaden
At han er en kendt herre i Odense, er der ingen tvivl om.
Rigtig mange kunder kender mig fra min egen butik i sin tid, og enkelte kommer stadig, fordi de kender mig fra dengang. Jeg bliver ofte genkendt på gaden, også når jeg selv handler i føtex. Selv om jeg ikke er på arbejde, kan jeg sagtens finde på at tale med kunderne og hjælpe dem med den helt rigtige vin. Det har nok fulgt med mig, siden jeg var selvstændig - der lærte jeg en masse om vigtigheden af at være fleksibel, fortæller han.
Når han ikke er på arbejde i de 16 timer hver anden uge, kan man ofte opleve ham i Ungarn. Her tilbringer han nemlig størstedelen af de uger, han ikke vejleder om vin i føtex, da han har en ungarsk kæreste, ligesom hans søn, svigerdatter og barnebarn også bor i Ungarn.
Jeg kunne jo lade være med at arbejde, men det har jeg ikke lyst til. Min plan er, at jeg bliver ved, så længe jeg har lyst, og mit helbred kan holde til det. Det er sjovt for mig, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg må være en del af holdet, lyder det fra føtex’ helt egen vinmand.
