Flere beboere i Fraugde i Odense kan se frem til mindre støj fra motorvejen.
Vejdirektoratet går nu i gang med at bygge en cirka 1,2 kilometer lang og 6-8 meter høj støjskærm langs Fynske Motorvej.
Når støjskærmen står færdig, forventer Vejdirektoratet, at omkring 101 boliger i Fraugde vil opleve en mærkbar reduktion af trafikstøjen fra motorvejen på mellem 3 og 6 dB.
Støjskærmen kan ikke fjerne motorvejsstøjen helt, men den vil forbedre støjforholdene væsentligt for de berørte boligområder.
Vejdirektoratet forventer, at støjskærmen er færdig i november 2026.

Trafikale konsekvenser
Fra mandag den 17. august til slutningen af september 2026 bliver der arbejdet i nødsporet langs motorvejen, hvor trafikken i østgående retning vil blive reduceret til to smalle spor og en hastighed på 80 km/t forbi arbejdsområdet.
Her kan arbejdet give længere rejsetid, især i myldretiden.
Fra slutningen af september og frem til støjskærmen er opført i november rykker arbejdet op på en vold langs motorvejen, og i denne periode vil trafikken derfor ikke blive generet.
Det er entreprenør Arkil A/S, der udfører arbejdet for Vejdirektoratet.
Læs mere om projektet her: Odense, Fraugde | Vejdirektoratet
____
3 milliarder til bekæmpelse af trafikstøj
Støjskærmen er en del af Infrastrukturplan 2035, hvor der er afsat 3 milliarder kroner til bekæmpelse af trafikstøj. Læs mere: Støjskærme | Vejdirektoratet
Derudover er der også afsat midler til støjreducerende tiltag i flere af Vejdirektoratets større anlægsprojekter, herunder blandt andet udvidelsen af E45-motorvejen.
