Odenses Internationale Plademesse er blevet afholdt den første lørdag i oktober siden 1984 og er samtidig den ældste plademesse i Danmark. Traditionen fortsætter med den 78. udgave af messen, der afholdes den 3. oktober på POSTEN i Odense.
Vinylen er blevet utrolig populær igen de seneste år, og til plademessen kan man med garanti finde noget til enhver smag blandt de 10 tons vinyl, der findes på de 100 meter stande.
Stande fyldt til randen
Det brede udvalg er en af årsagerne til, at Odenses Internationale Plademesse mødes med store forventninger fra musikelskerne.
Vinyler er ikke det eneste, man kan finde til messen på lørdag, da man kan dykke ned i både CD'er og DVD'er, der også oplever en renæssance for tiden. Genrerne strækker sig helt tilbage til 50'erne og frem til i dag, så standene er fyldt til randen.
Yderligere er der masser af sjældne samlerobjekter og almindeligt tilgængelige vinyler til salg. Man kan også finde promotion- og fanklubudgivelser, der aldrig før har været til salg i en pladebutik. Der er endvidere et stort udvalg af merchandise for enhver smag, såsom bøger og T-shirts.
Årets konkurrence
I år vil der også være en publikumskonkurrence, hvor man kan vinde koncertbilletter til Posten samt gavekort til Record Pusher og Moby Disc Records.
Messen finder sted på POSTEN, Østre Stationsvej 35, 5000 Odense C, mellem klokken 10.00 og 15.00, og entré koster 20 kroner.
