Skip to main content
9. august 2024

Nyt projekt skal styrke hjælpen til socialt udsatte borgere med traumer i Odense 

Traume-Bevidst Tilgang på tværs er et nyt projekt i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, som skal give bedre hjælp og færre konflikter i borgernes møde med systemet. Projektet inviterer borgere med i maskinrummet som erfaringseksperter, fordi de kan bidrage med et perspektiv og en viden, der er anderledes end de professionelles.

Af: Odense Kommune | Foto: LokalNyt Odense
Pressemeddelelse

Den traumebevidste tilgang skal sikre, at borgerne i deres møde med systemet ikke bliver retraumatiseret og sikre, at de får det bedste udbytte af den hjælp, de bliver tilbudt i kommunen for i sidste ende at få det liv, som de drømmer om. 

Jo bedre vi bliver til at kommunikere med borgerne og sætte os ind i deres behov, jo bedre kan vi også hjælpe dem videre i livet. Derfor er den traumebevidste tilgang et vigtigt værktøj til at hjælpe borgerne bedst og hurtigst muligt, siger rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Christoffer Lilleholt.

Efter sommerferien i 2024 igangsættes konkrete prøvehandlinger, som vil variere fra afdeling til afdeling, og i 2025 bliver der løbende foretaget brugertilfredshedsundersøgelser. 

Vi ønsker at finde ud af, om borgerne oplever en øget effekt af indsatsen, og om det er tydeligt for dem, at forvaltningen arbejder ud fra en traumebevidst tilgang, fortæller Michella Søe, der er én af to projektkoordinatorer på Projekt Traume-Bevidst Tilgang på tværs. 

Projekt Traume-Bevidst Tilgang på tværs skal i første omgang sikre, at de borgere, der benytter Behandlingscenter Odense, St. Dannesbo og Voksenrådgivningen, vil få et bedre udbytte af den hjælp, de bliver tilbudt. Derudover er projektkoordinatorerne i løbende dialog med erfaringseksperter, medarbejdere og afdelingsledere fra de tre afdelinger for blandt andet at afdække deres udbytte af kompetenceudviklingen. 

Projektet foregår desuden i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen samt Holstebro Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune. 

Graden af borgerinvolvering øges betydeligt 

Forvaltningen arbejder i forvejen med traumebevidst tilgang på forskellige måder, men projektet skal modne og udvikle traumebevidst tilgang i forvaltningens sociale indsatser til voksne og sikre, at medarbejderne bliver endnu bedre til det. 

For at nå dertil inviterer forvaltningen en række borgere helt med ind i maskinrummet som væsentlige og ligeværdige parter i implementeringsteamet, fordi de har mange års erfaring som brugere i det kommunale system. 

Borgernes indefra-perspektiv er helt centralt. Løsninger skal findes i et samspil mellem borgernes perspektiver, som er baseret på egne erfaringer, og medarbejderes og lederes faglige perspektiver, fortæller Gráinne C. Stevenson, som er specialkonsulent i Social- og Boligstyrelsen. 

Vi er nødt til at spørge borgerne, om de oplever den måde, som medarbejderne og organisationen møder dem på, som traumebevidst. 

Derudover skal borgerne fremover i højere grad involveres i beslutningsprocesser i egen sag, og det forventes, at både effekt og forankring af indsatser til borgerne styrkes, når de bliver involveret i denne grad. 

Fakta:

I november 2023 søgte Jobrehabilitering 2 i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen om puljemidler fra Social- og Boligministeriet til at implementere den traumebevidste tilgang og fik tilsagn om 4,3 millioner kroner til en 3-årig projektperiode. 

Projektet foregår i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen samt Faaborg-Midtfyn Kommune og Holstebro Kommune og tager lokalt i BSF udgangspunkt i 4 kerneelementer, som kaldes TBT-modellen: 

  • Opbyg viden og kompetencer til at arbejde traumebevidst 
  • Lad borgerens egne perspektiver være styrende for indsatsen 
  • Opbyg tillid og tryghed i samarbejdet 
  • Skab trygge fysiske rammer