Skip to main content
15. april 2024

Nyt revisionsfirma går mod strømmen: – Det behøver ikke være laksko og slips det hele

Odense bliver meget snart et revisionsfirma rigere, og her har de det nære i fokus.

Af: Rikke Hansen | Foto: Lars Mikkelsen

Måske du kender deres navne og ansigter i forvejen – de er nemlig langt fra nye på den odenseanske revisionsscene. Joachim Filtenborg Flyman og Martin Godskesen har henholdsvis de sidste 8 år og 25 år arbejdet som revisorer her i byen.

Nu har de dog taget det næste skridt, og sammen har de fra den 1. juli 2024 valgt at starte deres eget lokale revisionsfirma, Revision 360 – Statsautoriserede revisorer.

Tid til den nære rådgivning

Hvor de oplever, at mange revisionsfirmaer vælger at blive en del af store koncerner, har de derimod fokus på det nære, og de er ikke i tvivl om kvaliteten af at have en revisor, man kender og som ikke nødvendigvis er en del af en kæmpe organisation:

Det er vigtigt for os at gøre det, vi er gode til, og det er den nære relation til kunden. Det er det, de køber sig ind på – nemlig at det er os, de får fat på og snakker med, og at vi har tid til at give dem den nære rådgivning, de har brug for. Her skal de ikke blive kastet rundt mellem medarbejdere, fortæller Joachim Filtenborg Flyman.

Ideen om at starte deres egen virksomhed kommer både af en drøm om at være herre i eget hus, men lige så meget af et ønske om bedre at kunne hjælpe deres kunder.

Vi er begge to drevet af at være selvstændige. Det at vi selv helt konkret har forståelse for hvad det vil sige at være selvstændig, kan vi bruge rigtig meget med vores kunder, da de jo typisk står i den samme situation, fortæller Joachim Filtenborg Flyman.

Et stærkt og robust team

Firmaet består på nuværende tidspunkt at de to ejere, Martin Godskesen og Joachim Filtenborg Flyman, der begge er statsautoriserede revisorer, samt seks andre medarbejdere. Fem af dem tager de med sig fra deres tidligere arbejdsplads, PK-Revision. Her er der tale om Anne Hovgaard Hansen, Jacob Pedersen, Lene Nedergaard, Birgitte Lystrup Willer og Lucas Brogaard Gejbøl.

I det nye firma har de fokus på, at medarbejderne spreder bredt – både fagligt og personlighedsmæssigt.

Vi har et stabilt og robust team med en bred faglig profil, hvor der er aldersspænd fra den modne medarbejder til den helt unge. Det betyder, at vi har nogle at sætte på forskellige opgaver, fortæller Martin Godskesen.

Ved at have forskellige slags mennesker ansat, mener de to ejere, at de lettere kan hjælpe deres kunder, som selvfølgelig også selv er meget forskellige.

Og det er ikke bare vigtigt, at medarbejderne har forskellige kompetencer – det er også vigtigt hvordan de faktisk har det.

Plads til hele mennesker

For selvom de to ejere både regner med og håber på, at de i firmaet får travlt, har de startet deres firma med en helt særlig filosofi, når det kommer til deres medarbejdere og deres velvære.

Virksomheden vil naturligvis periodevist have travlt, men det skal være hele mennesker vi har ansat. Der skal være plads til, at de både har børn og fritidsinteresser og går hjem kl. 16. Vi vil have hele mennesker ansat, så vi har dem i hele deres livsforløb så at sige. Så det skal vi tilpasse vores virksomhed til, fortæller Martin Godskesen.

Ikke laksko og slips

Hos det nye revisionsfirma er der allerede dele af kundekredsen på plads, og den spænder lige fra frisøren med sin enkeltmandsvirksomhed til den store produktionsvirksomhed.

Og netop dét, at firmaet har en bred og forskelligartet kundekreds, er lige i de to ejeres ånd

Vi er sådan en virksomhed, hvor det behøver ikke være laksko og slips det hele. Vi kan lige så godt møde ind på arbejde i cowboybukser, og det er fordi, vi prøver at møde folk på et passende niveau. Så snakker jeg med muren, behøver jeg ikke komme i skjorte og slips, men kan godt komme i arbejdsbukserne så at sige, fortæller Martin Godskesen.

Revision 360 – Statsautoriserede revisorer åbner officielt den 1. juli 2024, og de kommer til at have kontor centralt placeret i Odense.