15. maj 2025

|

Pressemeddelelse

Nyt tilbud til unge i Odense

En ny gruppe af Blå Kors Stjernestunder, der er et gratis tilbud til udsatte børn og unge, starter op i maj for 13 til 18-årige fra Odense og omegn.

Nyt tilbud til unge i Odense
Af: Blå Kors Danmark | Foto: Blå Kors Danmark

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Gode oplevelser og fællesskaber er ikke en selvfølge for børn og unge, der vokser op i familier med fx alkohol- og stofmisbrug, fattigdom, psykisk sygdom og sociale udfordringer. Men i Stjernestunder, der drives af Blå Kors Danmark, kan de få et tiltrængt pusterum fra hverdagen gennem udflugter og sjove aktiviteter. Den 24. maj begynder en ny gruppe for unge i alderen 13-18 år i Odense.
Vi er så glade for, at vi kan starte en ny gruppe i Odense op. Det er en mulighed for sårbare unge at deltage i gode aktiviteter, fællesskaber og få oplevelser sammen med andre unge og frivillige voksne. At være en del af et fællesskab på denne måde er med til at øge de unges livsmod og håb for fremtiden, siger Lise Søndergård Thomsen, der er projektleder for Blå Kors Stjernestunder.
Stjernestunder til endnu flere børn og unge Der findes allerede en Stjernestunder-gruppe for 8 til 13-årige i Odense, hvor rekordmange børn deltog i 2024, og Lise Søndergård Thomsen glæder sig over, at Stjernestunder kan gøre en forskel for endnu flere børn og unge i Odense i 2025 med den nye gruppe.
Vi har længe set et behov blandt de unge i Odense, og vores dygtige koordinatorer i Odense har virkelig knoklet for at kunne åbne en ny gruppe for de 13 til 18-årige. Så det er fantastisk, at vi nu kan invitere til det første arrangement her i maj,” lyder det fra Lise Søndergård Thomsen.
Stjernestunder mødes seks gange om året, hvor dedikerede frivillige voksne planlægger og afvikler alt fra fisketure og udflugter til forlystelsesparker til brunch og bowling. Den 24. maj går den første tur for den nye gruppe i Odense til biografen, hvor de skal hygge sig med snolder og popcorn. Blå Kors Danmark har tilbud om Stjernestunder i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Herning, og den nye gruppe i Odense er den niende i rækken.

Galleri

Event Information