
I stedet for at deltage i Black Friday-udsalget lancerer den fynske oplevelsesvirksomhed Odense Sport & Event i år en ny kampagne, der fokuserer på at støtte ildsjæle og frivillige i en udvalgt lokal velgørenhedsorganisation.
Kampagnen har fået navnet ”Give Back Friday” og bunder i et ønske om at gøre noget for dem, der gør noget for andre.
Som fynsk virksomhed vil vi gerne bidrage til at gøre en positiv forskel i vores lokalsamfund. Med tiltaget håber vi at inspirere andre til at støtte de lokale organisationer, der gør en vigtig indsats for at hjælpe vores medmennesker – hver eneste dag, fortæller Enrico Augustinus, direktør for Odense Sport & Event.
Fynboerne bestemmer vinderen
Med Give Back Friday nominerer Odense Sport & Event fire lokale organisationer, som de mener gør en ekstraordinær indsats for at forbedre tilværelsen for fynboerne. De nominerede organisationer er i år:
- Danske Hospitalsklovne i Odense
- Red Barnet i Svendborg
- Børns Voksenvenner i Odense
- Ventilen i Svendborg og Odense
Fynboerne kan fra den 6.-12. november afgive en stemme på netop deres favoritorganisation i en afstemning på websitet www.givebackfriday.dk – vinderen bliver efterfølgende offentliggjort på Black Friday den 24. november.
Store oplevelser til ildsjælene
Præmien i årets Give Back Friday er en oplevelsespakke med en række af de produkter, Odense Sport & Events datterselskaber har på hylderne.
Således kan 20 frivillige fra den vindende organisation se frem til både koncertbilletter med fuld forplejning i Landsbyen, en OB-fodboldoplevelse på Nature Energy Park samt drinks på Hotel Odeon i Odense midtby.
Vi har prøvet at lave en pakke med noget af det, vi er gode til i Odense Sport & Event: events, der bringer mennesker sammen. Vores nominerede knokler alle for at sprede glæde i hverdagen, så vi synes, det giver mening at præmien gør det samme, forklarer Enrico Augustinus og slutter:
Jeg håber, at mange fynboer vil deltage i afstemningen og hjælpe os med at støtte en lokal organisation, der gør en vigtig indsats for dem, der har det svært på vores ø.
Alt i alt har præmien, en af de nominerede organisationer kan vinde til deres ansatte eller frivillige, en værdi á ca. 25.000 kr.