AI med omtanke
Børn- og ungerådmand Susanne Crawley mener, at skolerne har et ansvar for at ruste børn til en digital hverdag og er derfor tilfreds med, at SkoleGPT nu kan bruges af alle.AI, altså kunstig intelligens, har sneget sig ind med hastige skridt i alles hverdag. Det gælder også på skolerne. Jeg ved, at mange forældre og medarbejdere er famlende over for det nye og griber det uden, at vi har erfaringer eller fælles rammer og retningslinjer. Derfor hilser jeg SkoleGPT velkommen. Vi har brug for at tilbyde børn et sikkert og trygt rum at møde kunstig intelligens i, hvor de kan gøre sig erfaringer med AI's potentialer og faldgruber, siger Susanne Crawley.
SkoleGPT er ét redskab blandt mange
På skolerne ser man AI som et spændende supplement til bøger, papir og blyant.Eleverne er allerede nysgerrige på AI, og derfor er det vigtigt, at vi som skole kan guide dem i at bruge teknologien konstruktivt. Vi skal turde tage AI ind i undervisningen, så vi kan udnytte potentialet, for eksempel kan det give nye veje for elever med ordblindhed eller andre faglige udfordringer. Med SkoleGPT kan vi sige til forældrene, at i skolen lærer deres barn at forstå og forholde sig kritisk til kunstig intelligens, samtidig med at vi sammen udforsker de kreative muligheder, teknologien giver, siger Michael Jørgensen, der er skoleleder af Skolefællesskabet Odense Nord.SkoleGPT er udviklet af Center for Undervisningsmidler og bruges i flere danske kommuner. Værktøjet lever op til alle krav om datasikkerhed og gemmer ikke børns oplysninger eller videregiver data. Sammen med åbningen af SkoleGPT modtog alle skoler en vejledning i at arbejde med AI og digital dannelse, og medarbejderne får mulighed for at deltage i workshops om, hvordan SkoleGPT helt konkret kan bruges i de forskellige fag.
