Skip to main content
30. januar 2026

Omvendt Jobmesse i Odense søger branchespecifikke virksomheder

Fortæl jobkonsulenterne, hvem I mangler den 5. marts: Odense søger virksomheder fra IT/SoMe, markedsføring/kommunikation og byggebranchen til bedre match og hurtigere rekruttering.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Odense Kommune

Odense Kommune inviterer virksomheder til Omvendt jobmesse på Odense Rådhus torsdag den 5. marts 2026. Formålet er at styrke rekrutteringen ved at give kommunens jobrådgivere og jobkonsulenter et mere konkret kendskab til lokale arbejdspladser og deres behov.

Ved en omvendt jobmesse er rollerne byttet rundt: Det er virksomhederne, der præsenterer sig for jobcentrets medarbejdere. Jo bedre medarbejderne forstår virksomhedens arbejdsområder, kultur, værdier og mål, desto lettere bliver det at finde og foreslå relevante kandidater, når der opstår ledige stillinger. Kommunen lægger samtidig op til, at virksomheder kan få øje på kandidater med både klassiske fagprofiler og andre baggrunde, som kan skabe værdi gennem kompetencer og erfaring fra beslægtede områder.

Kommunen søger virksomheder i udvalgte brancher:
  • IT/SoMe/Markedsføring/Kommunikation
  • Byggebranchen

Virksomheder får stillet et cafébord til rådighed og kan medbringe roll-up og andet materiale, der kan fortælle om virksomheden og de kompetencer, der typisk efterspørges. Der serveres kaffe, te og vand undervejs.

Program på dagen
  • Kl. 08.00: Opstilling af stande og materiale
  • Kl. 09.00: Omvendt jobmesse
  • Kl. 12.00: Afrunding
Tilmelding

Hvis din virksomhed ønsker at deltage, så kan I tilmelde jer ved at kontakte Rene Dyhrberg på redha@odense.dk.