Skip to main content
19. september 2025

OUH-direktør indtræder i Børneulykkesfondens bestyrelse

Michael Dall, lægelig direktør på OUH, er nyt medlem af Børneulykkesfondens bestyrelse, hvor han skal bidrage til fondens arbejde med at forebygge ulykker blandt børn og unge.

Af: Børneulykkesfonden | Foto: Børneulykkesfonden
Pressemeddelelse

Som en del af direktionen på Region Syddanmarks største sygehus har Michael Dall ansvar for den overordnede ledelse af en organisation med næsten 11.000 ansatte og et budget på over otte milliarder kroner. Han har tidligere været lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus og overlæge på OUH.

Michael Dall har desuden en baggrund som speciallæge og ph.d. i medicinske mavetarm sygdomme samt har en master i offentlig ledelse, og han har derfor solidt fodfæste både i sundhedsfaglige spørgsmål og i strategisk ledelse.

Michael Dall bliver en vigtig brik i Børneulykkesfondens arbejde for at skabe trygge rammer for børn og unge. Med sin store erfaring fra sundhedsvæsenet og skarpe blik for ledelse kan han bidrage til at styrke fondens indsats for at forebygge ulykker blandt børn.

Hos Børneulykkesfonden er glæden derfor stor over den nye tilføjelse:

Vi er meget glade for at byde Michael velkommen i bestyrelsen. Hans indgående kendskab til sundhedsvæsenet bliver en kæmpe styrke i vores arbejde for børns sikkerhed og trivsel, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Børneulykkesfonden arbejder for at nedbringe antallet af ulykker blandt børn og unge og står bag initiativer som Legeheltene og Kreaheltene, der hvert år skaber leg og bevægelse for tusindvis af børn på hospitaler, i psykiatrien og på institutioner.

Udover Michael Dall består Børneulykkesfondens bestyrelse af syv medlemmer, der med forskellige erhvervsmæssige baggrunde og kompetencer bidrager til Børneulykkesfondens arbejde. Ingen af Børneulykkesfondens bestyrelsesmedlemmer modtager honorar for deres arbejde med fonden. Der afholdes bestyrelsesmøder to gange årligt.

Liste over øvrige medlemmer:
  • Camilla Amstrup, forperson i Børneulykkesfonden og COO i Alm. Brand Group
  • Niels Dieter Röck, ledende overlæge på Odense Universitetshospital
  • Lars Stoltze, Advokat og partner ved Mazanti-Andersen
  • Henriette Madsen, generalsekretær for Børneulykkesfonden
  • Jesper Uggerhøj, adm. direktør i Løgimose Meyers
  • Thomas Frandsen, lægelig seniorprojektchef, BørneRiget
  • Michael Slavensky Dahl, professor i strategi, organisation og ledelse v. Aalborg Universitet
Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut – hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. Læs mere på www.børneulykkesfonden.dk

Om Legeheltene og Kreaheltene

Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Men et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Det kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor arbejder Legeheltene og Kreaheltene for at skabe aktiv og kreativ leg for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark.

Legeheltene og Kreaheltene er på 33 børneafdelinger i Danmark og på Færøerne, et børnehjem og seks modtagecentre for ukrainske flygtninge. Legeheltene og Kreaheltene er et initiativ startet af Børneulykkesfonden.
Læs mere på www.legeheltene.dk og www.kreaheltene.dk