Skip to main content
25. april 2024

Rådet for Socialt Udsatte skal have ny formand: Lise Færch trækker sig

Formanden for Udsatterådet i Odense gennem de seneste to år, Lise Færch, trækker sig fra sin post. Arbejdet med at finde hendes efterfølger er gået i gang.

Af: Odense Kommune | Foto: LokalNyt Odense
PRESSEMEDDELELSE

Jeg har været rigtig glad for at være formand de seneste to år, hvor jeg sammen med de andre engagerede medlemmer både har været med til at give de socialt udsatte en stærkere stemme og samtidig forsøgt at være gode sparringspartnere for embedsværket, siger Lise Færch, som blandt har været med til at rette opmærksomheden mod et styrket efterværn til unge, der har været anbragt.

Desværre er jeg for tiden ramt af en stemmebåndslammelse og kan hverken tale eller lede et møde. Derfor skal der en ny formand til. Det fortjener byens udsatte. Der er masser at tage fat på i en by, hvor der sker så mange forandringer, som også involverer de socialt udsatte, siger 72-årige Lise Færch, som blev formand i foråret 2022 og skulle have fortsat yderligere to år.

Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt beklager, at Lise Færch nu trækker sig.

Lise har med stor troværdighed repræsenteret de socialt udsatte i Odense, og det arbejde skylder vi hende en stor tak for. Det er vigtigt for os politikere, at der er et slagkraftigt udsatteråd, der kan udfordre os og kvalificere vores initiativer, siger rådmanden.

Ny socialpolitik

Formandsskiftet sker samtidig med, at Beskæftigelses- og Socialudvalget er ved at formulere en ny socialpolitik. I den forbindelse ønsker både Beskæftigelses- og Socialudvalget og Udsatterådet at revitalisere rådets arbejde og funktion.

De udsatte borgeres stemme skal styrkes yderligere, og Udsatterådet skal være mere aktivt i udviklingen af det sociale område i Odense.

Desuden skal formandskabet have en tydeligere rolle som aktive ambassadører for udsatteområdet i Odense.

Det er meget vigtigt både for de udsatte selv og for byens øvrige borgere, at vi kender de socialt udsattes holdninger og perspektiver, når vi udvikler byen. Det er vigtigt, at der fortsat er plads til alle, siger Christoffer Lilleholt.

Arbejdet med at udpege en ny formand er gået i gang, og det ventes, at den nye formand kan tiltræde senest ved udgangen af maj måned.

Læs mere på om Udsatterådet på dette link: https://www.odense.dk/borger/udsatte-voksne/raadet-for-socialt-udsatte-i-odense

Fakta:

Rådet for Socialt Udsatte i Odense blev etableret i 2007 og består af 13 medlemmer, der repræsenterer sociale organisationer, politi, psykiatri, boligområdet og UCL.

Rådet rådgiver Beskæftigelses- og Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Socialudvalget på området for socialt udsatte.